Undervisningsparat

Jens Rasmussen har delvis fat i en vigtig pointe, idet han i Folkeskolen nummer 12 påpeger, at skolen opdrager til livet og ikke til rollen som elev.

Men barnet må og skal kunne håndtere og rumme de to forskellige verdener, og diskussionens omdrejningspunkt er derfor: Hvorfor er det svært for mange børn at håndtere og integrere den hjemlige samværsforståelse med skolens? Jens Rasmussen henviser til skolens manglende tydelighed i forventninger til elevrollen, men heri må også inddrages forventninger til forældrenes rolle i samarbejdet, herunder at børnene er undervisningsparate, når de møder.

De børn, vi taler om - de urolige og ikke underviselige - møder ikke undervisningsparate, men er karakteriseret ved en elendig morgenmad eller ingen, uden madpakke, et stort forbrug af tv- og pc-spil, et stort forbrug af slik og sodavand, ingen daglig motion, en elendig kondition og en utilstrækkelig daglig kost. Symptomerne er velkendte. Det er børn, der overlever dagligdagen i skolen trods et kostmæssigt og funktionsmæssigt eksistensminimum og uden overskud til at forholde sig til det, der foregår. Børns liv og læring hænger sammen. Debatten er ved at nå niveauet: 'sort skole eller kaos', men bør også inkludere de påvirkninger, børn og forældre påføres af fødevareindustriens og underholdningsindustriens symbiose med den legitimerede 'narkoindustri' (producenter af slik og læskedrikke). Den omsorgsopgave, der ligger i at gøre børnene undervisningsparate, ligger primært hos forældrene, men ikke alle forældre kan magte opgaven. Læger, sundhedsplejersker, lærere, psykologer og de ministerielt ansvarlige må og skal medvirke til at løfte denne opgave, som i bund og grund handler om, hvad et sundt børneliv er.

Ib Hedegaard Larsen

København