Undervisningen skal i centrum

Folkeskolens specialundervisning er ikke bare presset. Den er mast til plukfisk. Men i Undervisningsministeriet har man tilsyneladende intet set og intet hørt: »Det går godt med specialundervisningen i kommunerne«, lyder overskriften på en pressemeddelelse 29. maj fra Undervisningsministeriet. Det ses angiveligt af, at 77 procent af forældrene er tilfredse med det specialundervisningstilbud, deres børn får. Javist – når man kun spørger de forældre, hvis børn er sluppet gennem nåleøjet ind til den vidtgående specialundervisning. Det svarer nærmest til at undersøge folks holdninger til lotto ved kun at spørge vinderne.

Hensynet til kommunens økonomi må ikke påvirke vurderingen af elevens behov for specialundervisning, siger Haarder. Men 92 procent af skolepsykologerne vedgår, at økonomien er en væsentlig faktor i forbindelse med visitationen, og flere og flere skoleledere tvinges i strid med loven til at prioritere benhårdt mellem specialundervisningen og skolens øvrige drift. Ministeren understreger vigtigheden af hurtig indsats; men hver tredje lærer melder, at de i deres klasse har elever, som ikke modtager støtte, selv om de er visiteret til den af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Andelen af skolepsykologer, der oplever alvorlige problemer med kvaliteten i specialundervisningen, er næsten tredoblet på to år, og antallet af klager fra vrede forældre til Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisning er steget med 25 procent på et år. Hele vejen rundt blinker advarselslamperne.

Lige så verdensfjern som den ­ministerielle idyllisering forekommer imidlertid kravet om, at samfundet bare skal finansiere det løbske behov for specialundervisning uden at kny. Samtidig står det klart, at det vil være ødelæggende for folkeskolen at ignorere det. Vi bliver derfor nødt til at forholde os kritisk til årsagerne til miseren.

I 1993 besluttedes det, at undervisningen i alle fag på alle klassetrin skal tilrettelægges i samarbejde mellem læreren og den enkelte elev. Lige siden har vi billedligt talt forsøgt at forvandle klassen fra et fællesdrevet cafeteria med dagens ret og selvafrydning til en kundeorienteret a la carte restaurant med 28 retter på menuen og servering ved bordene – vel at mærke uden at ændre på råvareleverancerne, køkkenregionerne eller personalenormeringen. Følgen er frustrerede kunder i massevis. Selv om personalet løber livet af sig, når de ikke raden rundt, og når maden endelig kommer, er den blevet kold, og der er alt for lidt på tallerkenen. De, der ikke er i stand til selv at rage til sig, må gå sultne hjem.

Lovgiverne har tilsyneladende lovet danskerne en skole, ingen hverken kan eller vil betale, når det kommer til stykket. Satsningen på det enkelte, unikke individ – senest udtrykt i den hovedløse lov om elevplaner – skaber nok nogle selvstændige elever, der tager ansvar for egen læring. Men den skaber endnu flere hjælpeløse og forvirrede børn med særlige behov i lange baner og bundløse krav om specialundervisning. Skal vi finde en vej frem herfra, bliver vi nødt til at overveje, hvordan vi kan revitalisere det fælles fokus i en lærerstyret klasse, hvor undervisningen, ikke det enkelte barn, står i centrum.