Under åben himmel

Alt er, som det plejer, lige indtil det ikke er det længere. Vores grundlovssikrede ret til at mødes – hvor vi vil og hvornår vi vil – kan med et trylleslag blive sat ud af spil. Og det blev den. Hen over de forløbne uger er der gjort tiltag, de fleste af os nok ikke havde drømt om for blot få måneder siden: Karantæne, sikkerhedsafstand, indskrænket forsamlingfrihed og andre inddæmmende initiativer. Pandemien er over os, intet er som før, og besættelsen ‘40 - ‘45 er ikke længere den seneste fortælling, hvor landet var i undtagelsestilstand.

Men ligesom den blå anemone, er vi menneskers vilje ikke sådan at få bugt med. På godt og ondt finder vi altid en vej. Mestendels den sandfærdige og retfærdige, for selv når vi skal stå sammen, hver for sig, holder vi skansen. Der er ikke det kreative tiltag, der ikke bliver udfoldet for, at vi ikke mister forstanden i denne uvirkelige tilstand af ensomhed, for ikke at tale om de mange mennesker der risikerer økonomisk ruin, måske ligefrem livet. Og så kom foråret, som lyn fra en klar himmel.

Myndighederne maner befolkningen til besindelse og fornuft, og så stryger vi bare ud i solen for at få årets første skud D-vitamin. Ekstremt uklogt og samtidig ekstremt naturligt. Man kan ensrette fodgængernes tur om søerne, men sindelaget står ikke til at ændre.

I hårdt ramte Italien står de og synger i vilden sky på balkoner og altaner, og selv om det nok er en ringe trøst mod de +600 døde om dagen, skaber det et hårdt tiltrængt afbræk. Her i vores egen baggård er selvsamme tradition nu blevet en daglig foreteelse. For hvad er det nu lige musik gør? Den samler! Som intet andet kan gøre.

Den antropocæne fremskridtstro har sat dagordenen i årevis, og så kommer en pandemi og stikker en kæp i hjulet på projektet, alt imens musikken ufortrødent spiller videre. TV transmitteret morgensang, radio og fælles røster for åbne vinduer. Os i faget har tilmed dagligt skulle høre på parolen: Hvad skal vi dog med den musik? Svaret er: Det her!

Når alt andet fejler og falder fra hinanden, har vi musikken... og hinanden. Men folk glemmer desværre hurtigt. Det sker sikkert også når denne samfundsnedlukning synger på sidste vers. Men ligesom Besættelsen havde sin fortælling, også med særlig fokus på sangene, får vi nu vores egen opdaterede version. Musikken var og er en vigtig og samlende faktor. Lad os huske det. Også i overmorgen. Også i fredstid.