uEn undersøgelse rammer forkert

En undersøgelse, der findes refereret i Folkeskolen nummer 35, skulle godtgøre, at nye lærere ofte bukker under i afmagt grundet mangel på redskaber til at klare folkeskolens urolige børn. Men den undersøgelse går ganske galt af problemet. Mødet med urolige børn giver nok problemer. Men problemerne er ikke opslidende, hvis læreren blot i løbet af kort tid finder det niveau, hvorfra en undervisende kommunikation kan finde sted. Nej, de problemer, der afhængig af graden af mobiliseret omhu kan brænde en lærer ned til sokkeholderne, opstår, når læ­reren står over for en klasse, hvor en del elever, der helst ikke må skuffes i deres forventninger, med deres positive adfærd er indstillet på lærerens undervisning, og en anden del har som mål med udspekuleret opfindsomhed at vanskeliggøre sam­me undervisning. Her kan læreren selvfølgelig ikke lande på et ikke-eksisterende niveau, der passer til begge elev­ka­tegorier. Men det er her, læreren hidtil er blevet spist af med klogskabens uforskammede tale om undervisningsdifferentieringens anvendelighed, der alene tjener til at undergrave lærerens tro på egen egnethed som lærer og i tilgift befri politikerne og deres pædagogiske bagland for ansvaret for skolens indretning. Her er det specialundervisningens force, at læreren i dette nødvendige undervisningssupplement sid­der med elever med vanskeligheder, u­den at elever uden vanskeligheder samtidig stiller helt andre krav til ham. Derfor er specialundervisningen en realistisk måde at søge problemer udbedret på. Og derfor er det politikerne om at gøre at få specialundervisningen afskaffet til fordel for et nyopfundet rummelighedsbegreb, der i uan­vende­lighed ikke lader undervisningsdifferentieringen noget tilbage at ønske, men som seminarierne nu med anvendelse af falsk optimisme prøver at fylde ud med lidt pædagogisk øjenforblændelse.