Jeg bliver tung om hjertet, når jeg i Folkeskolen nummer 30 læser artiklen »Skolepsykologerne efterspørger tid«, og at man i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) ikke har tid og hænder nok til de opgaver, som trænger sig på. PPR-leder Kirsten Damkier peger på, at det rammer kvaliteten. Hun skildrer, at mere papirarbejde, kommunalreform og nye krævende opgaver har akut brandslukning som konsekvens. Imens står udsatte børn og unge i vente-kø, og forebyggelsen fortoner sig i det fjene.
Jeg undres: Hvad så med kvaliteten af PPR's ydelser relateret til summen af givne opgaver?
Fremtidens PPR er forbeholdt kliniske psykologer, da cand.pæd.psych. er stærkt på vej på pension. Hvad da med det pædagogiske perspektiv? Stadig uddannes kandidater i pædagogisk psykologi som overbygning på en bachelor - for eksempel lærer eller pædagog. De opnår nyeste viden og metoder relateret til udviklings- og konsulentarbejde i et pædagogisk psykologisk perspektiv og er et bud på fremtidige medarbejdere i PPR. Men en gammel faglig strid har - måske i kvalitetens navn - stukket en kæp i hjulet for adgang til at deltage i at udvikle indsatser rettet mod børn og unges udvikling og trivsel i folkeskolen i et pædagogisk psykologisk perspektiv. PPR-job har tit en note om, at autorisation ønskes, læs: kræves. Forståeligt, men problematisk, da det afholder kandidater med en pædagogisk kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi fra at kunne søge job, de kunne forvalte, var profilen defineret klart.
Det må pointeres, at udviklingsopgaver i PPR ikke kræver autorisation. Tiltros disse de ny kandidater, der kunne kaldes pædagogiske psykologiske udviklingskonsulenter, frigives tid, inspiration, og psykologerne fik tid til behandlingsarbejdet.
Måtte forebyggelse og udvikling beholde en central position og fortsat begrænse akutte sager.
Udsatte børn i ventekø
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.