Uddannelse – dannelse – rummelighed

Hvis diskussionen om højnelse af resultater i uddannelsessystemet – og her tænker jeg især på debatten om folkeskolen – overvejende ender med at dreje sig om målbare færdigheder, er vi godt i gang med at skabe en skolediskurs, hvor børn kun går her, fordi de skal rustes til på sigt at tage en uddannelse og siden blive produktive samfundsborgere. Og ja, det skal de. Men, intet menneske bliver menneske alene af viden og færdigheder. Skolens opgave er også at danne – ikke kun uddanne. Disse to begreber er ikke kun hinandens modsætninger, men også hinandens forudsætninger. De er to sider af samme sag, hvis vi vil have livsduelige dygtige mennesker og medborgere ud i den anden ende af skolesystemets lange gang.

Når debatten kommer til at dreje sig om udvikling af folkeskolen, er det interessant nok primært holdninger til, hvordan det fagfaglige kvalificeres, der kommer frem. Det lader til, at man tror, at vi får en bedre skole og bedre fremtidige borgere i dette land ved at fastsætte, fx at alle børn skal kunne læse i 2. klasse – no matter what – og glemmer, at børn er små mennesker, der har krav på at blive respekteret og mødt hver især, som det særlige individ det er, med de forudsætninger, det har og skal stimuleres til udvikling og læring i et tempo, der passer til den enkelte. Læring kan ikke sættes på formel. Mennesket er ikke et system, hvor input altid omsættes til det forventede output. Dannelse sigter på det hele menneske og på dets udviklingspotentiale bredt forstået, og hvad mennesket er og kan blive, må holdes åbent – både for den enkeltes skyld og for samfundets.

Jo mere, man strammer grebet om skolens opgave ved at fokusere på målbare færdigheder som eneste gyldige kriterium for kvalitetssikring, jo mere skaber man også en institution, hvor det bliver svært for bredden at være med. Og det er en yderst selvmodsigende tendens i en tid, hvor man samtidig ønsker øget rummelighed. Rummelighed kan kun lykkes, hvis dannelse er en afgørende værdi i skolen. Ellers er alle, der ikke lige passer med trinmål og færdige faglige kasser en klods om benene på de børn, der er så heldige at kunne honorere kravene.

Dannelse drejer sig om, at vi som befolkning skal leve sammen i det samme samfund – uanset hvem man er, eller hvilke forudsætninger og behov man har. Sådan er virkeligheden efter skolen og dette bør afspejle sig heri også. Vi kan ikke lave et skolesystem, hvor det alene er uddannelse dvs. faglige resultater, der vægter, for da skaber vi allerede her, i en af vores samfunds grundinstitutioner, et A og B-hold: dem der kan, og dem der ikke kan. Hvad værre er, er at det kan blive ok at have en holdning til andre mennesker, som ressourcer – som human kapital – og dermed ignorere en basal menneskeret om, at intet menneske nogensinde må bruges som middel, men altid skal være mål i sig selv. Dette kan vi ikke sikre, medmindre at dannelse er et grundideal i al pædagogik fra vugge til grav!