Ud med de nationale tests og den nuværende afgangsprøvepraksis

Jeg glæder mig til grundigt at gennemarbejde de nye vejledende læseplaner og undervisningsvejledningen til dansk, og i morgen skal jeg deltage i konference i Eigtveds Pakhus om ”De nationale test tænkt forfra” arrangeret af Rådet for børns læring.

Danskfaget befinder sig i et spændingsfelt mellem stædige New Public Managementtilhængere og læringsmålstyringssnigere på den ene side og på den anden side tendenser til større frihed til lærerne og mere vægt på dansk som dannelsesfag.

De nye, friere tendenser skal også spejle sig i afgangsprøverne og føre til en afskaffelse af de nationale tests tyranni. I forårets diskussion om afgangsprøver i dansk er nogle dansklærere i tvivl om, hvad det egentlig er eleverne skal lære i dansk, fordi de har svært ved at orientere sig ud fra de skiftende meldinger om afgangsprøverne, der kommer fra Undervisningsministeriet. Men det er ikke prøverne, der skal definere, hvad eleverne skal lære i dansk. Formålet, Frivillige Fælles Mål, den vejledende læseplan, undervisningsvejledningen og den faglige debat blandt fagfolk er pejlemærkerne. Og det er heller ikke nationale tests, der skal der skal afgøre, hvordan danskundervisningen skal udfolde sig.

Karakteren i dansk ved afgangsprøven bruges som adgangsbillet eller det modsatte til videreuddannelse og til ranking af skoler. Karaktergennemsnittet til afgangsprøver tillægges alt for stor betydning. Vi ved jo alle, hvor usikker bedømmelsen af eleverne ved afgangsprøverne er.

Danskfaget skal befris for læringsmålsstyringens og testgale forskeres lammende greb, som hæmmer danskarbejdet i skolen. Fra år til år skaber ministerielle konsulenter og ekskonsulenter og opgaveudvalget forvirring med en skiftende, modepræget kurs. Dansk som dannelsefag og som æstetisk, etisk og historisk fag nedtones, hvad der bl.a. giver sig udslag i en nedvurdering af skønlitteraturen.

I forbindelse med debatten om prøverne har Bodil Nielsen fået god plads på folkeskolen.dk. Det er velkendt, at hun er en stor kapacitet – også på danskområdet – og har beriget danskfaget med mange, fremragende debatindlæg og bøger. Men hun har også spillet en central rolle i udarbejdelse af folkeskolereformen og blandt andet taget landet rundt og udbredt det glade budskab om målstyringens vidundermiddel – målstyringen, der gik af amok.

På trods af, at jeg ikke har en ph.d., tillader jeg mig frækt, uden forventelig servilitet og uden tanke på, at det evt. kan skade fremtidige karrieremuligheder at være uenig med hende og andre målstyringsikoner. I hendes bøger om at sætte mål i dansk (bl.a. ”At skrive med mål.”) lægger hun vægt på detaljeret målstyring og evalering – trin for trin. Og i hendes bøger om afgangsprøver fra foråret 2019 (”Dansk og den skriftlige prøve” og ”Dansk og den mundtlige prøve”) er der ikke en eneste gang en problematisering af prøverne i faget og deres manglende validitet og reliabiltet. Bøgerne er ideogiske manifestationer af et syn på faget, som jeg ikke deler. Mål og evaluering og tests er her vigtigere end formål og indhold. I prøverne er alt efter hendes mening såre godt.

Hovedpersoner i afgangsprøvedramaet udgiver også jævnligt læremidler og bøger om den rette måde at afholde prøver på. Her fremstår prøverne igen som ufejlbarlige og indiskutable. Vi ved bedst. Disse opskrifter stiller heller ikke spørgsmålstegn ved prøvernes ufejlbarlighed og ser derfor bort fra ønsker om forandring og fornyelse.

Efter hvad Keld Skovmand, en af læringsmålsstyringskætterne, oplyser i sin bog ”Folkeskolen efter læringsstyringen” er Fælles Mål, som nu er frivillige, stadig målestok ved udformningen af prøverne. Hvis det er rigtigt, har læringsmålstyringssnigerne fået styringen via Fælles Mål ind ad bagvejen. Hvor er frivilligheden så henne?

Lad os tage udgangspunkt i danskfagets formål, bruge Fælles Mål som idekatalog og tjekliste og støtte os til nye læseplaner og vejledninger, som nu er kommet, men først og fremmest bruge danskfaget som en væsentligt indhold i vores kultur, som elever og lærere kan spille op ad og imod i udvikling af deres eget selv, og som kan bruges som inspiration til refleksion og til at give eleverne masser viden og færdigheder og samtidig målbare og vanskeligt målbare oplevelser, som genskaber dansk som et værdifuldt dannelsesfag.