Ud at se med DSB

Jeg er netop vendt hjem fra en dejlig lejrskole i Fjerritslev i Han Herred. Det er en god og lang tur, som giver nutidens børn en god fornemmelse for rejse i rum og tid. Det sidste hjælper DSB med til på bedste måde!

Det er jo sådan, at ethvert skolebarn i Danmark har ret til to gratis togrejser i dets skoletid, og de bliver ofte brugt i forbindelse med en lejrskole. Men at DSB's fremtidige potentielle kunder (og deres lærere) skal udsættes for dét, man bliver udsat for, er simpelthen for tåbeligt og ærlig talt for groft.

Vi startede i højt humør fra Københavns Hovedbanegård mandag den 23. august, klokken 10. Hvis vi havde rejst med IC3-toget, ville vi have været i Aalborg ved 14.30-tiden.

Lejrskoleekspressen ville imidlertid først være fremme klokken 16! Begrundelse? Ja, undervejs ventede vi sammenlagt cirka 90 minutter på, at de ordinære tog skulle passere os. Det undrede os jo lidt med alle de stop, for sidste gang, der steg elever på toget, var i Roskilde, og første gang, der steg nogen af, var i Skanderborg!

Indendøre var alt vel - en tid! Vi nåede imidlertid ikke ret meget længere end til Slagelse, før vandtankene på toiletterne var tømte, og det er bestemt ikke, fordi børnene drikker det. Det er jo vand! Dette medførte, at toiletbesøg var udelukket, idet man hverken kunne skylle ud eller få vasket hænder efter endt gerning. Så er der langt fra København til Aalborg - især med Lejrskoleekspressen!

Da vi ankom til Aalborg Banegård, var forargelsen (og efterhånden vreden) voldsom, da det viste sig, at vi skulle betale for at komme på det offentlige toilet. En småfornærmet dame i billetkontoret spurgte mig, om jeg ikke var klar over, hvordan et offentligt toilet kom til at se ud, hvis man ikke holdt det lukket? Har man mon overvejet at ansætte én til at holde øje med dem. Der er da vist nok at tage af! I 'gamle dage', når man tog på lejrskole, var det oftest sådan, at man fik tildelt en række seks-ottemandskupeer. Det medførte, at man som lærer havde et vist styr på, hvor ens elever befandt sig, og ikke mindst hvordan de opførte sig. Nu er de ældgamle tog skrottet, og i stedet er de næstældste sat ind. Her rejser man i 24-40-personers-kupeer. Nu skal man ikke tro, at det så hedder én kupé til én klasse! Nej-nej. Man starter fra en ende af og tager ikke hensyn til det praktiske i at have lærere og elever samlet.

På et tidspunkt, da panikken og høj vandstand var ved at melde sig, spurgte vi en venlig 'togdame', hvad DSB egentlig havde gang i. Hun forstod os til fulde og fattede ikke, at folkeskolen ville blive ved med at finde sig i DSB's og ditto Skolerejsers behandling af os.

Hun opfordrede os direkte til at klage. Angsten for, at en sådan klage blot ender i papirkurven, ansporede til dette læserbrev.

Vivi Thune

Greve