Forleden mødte jeg en ung EUX-studerende. Hun kommer fra et akademikerhjem på Østerbro, men efter et af de år, hvor sjæle slår smut, som Jesper Wung-Sung betegner efterskoleophold, besluttede hun sig for, at hun ville være håndværker; snedker eller tømrer. Derfor kom hun på den perspektivrige uddannelse, som dels er gymnasial, dels håndværksrettet.
Den unge er så begejstret for sit valg og for det indhold, hun møder på uddannelsen, at hun blev bedt om at repræsentere EUX ved en messe, hvor nordsjællandske unge skulle høre om forskellige uddannelsesmuligheder efter grundskolen.
Her blev hun opsøgt af en ung pige, der begejstret og fascineret af EUX-muligheden, men pludselig intervenerede hendes mor, kastede et vredt blik på den unge pige, der orienterede, og hev datteren ud med ordene: "Det her er ikke noget for dig. Du skal være rigtig student!"
Senere stak moren hovedet ind og bad om materiale om EUX. "Kan jeg få en folder med; hun insisterer."
Den unge "ambassadør" var fortsat rystet over oplevelsen, da jeg traf hende en uges tid senere. Og hendes beretning fik lignende episoder fra et langt livs møder med forældre, der har ambitioner, som ikke matcher deres børns interesser og – i mange tilfælde – formåen.
Engang hørte jeg sociologen Jacques Blume udtale i et foredrag, at vores indførelse af fri abort og effektiv prævention havde betydet, at der kun blev født ønskebørn. Og det særlige ved et ønskebarn er, at det ikke er et vilkår for forældrene, men et projekt, de har investeret i, og som skal lykkes. Og analysen holder tilsyneladende i nogle tilfælde – måske i flere end vi aner.
En sådan forældreadfærd forekommer mig ikke blot at være en særlig raffineret form for formynderisk omsorgssvigt. Det nærmer sig tyveri af liv.
Tyveri af liv!?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.