NY EFTERUDDANNELSE SKAL STYRKE TYSKFAGET I DANMARK
Indlægget er affattet af Niels Rysz.
Jeg tillader mig i sagens tjeneste at citere direkte:
Læreruddannelsen i Haderslev har indgået kontrakt med det globale flagskib for udbredelse af tysk sprog og kultur: Goethe-instituttet i München. Om to uger begynder de første studerende på en ny efteruddannelse, der vil give endnu dygtigere tysklærere i Danmark.
Endnu bedre tysklærere – og dermed endnu bedre tysktalende danskere. Det er målet med det dugfriske samarbejde mellem læreruddannelsen i Haderslev under UC SYD og det prestigefulde Goethe Institut. Der er tale om en efteruddannelse målrettet undervisere, som ønsker at føje tysk til paletten af fag, de kan undervise i, det vil primært sige lærere i folkeskolen.
– Instituttets tysklæreruddannelse er den bedste i verden, så nu får vi muligheden for at klæde lærerne ekstra godt på til at lære danske børn tysk, siger Svend Brandt, studiekoordinator ved læreruddannelsen i Haderslev.
Kvalitetsstempel
Instituttet henvendte sig til læreruddannelsen i Haderslev, fordi der her uddannes et højt antal lærere i faget tysk, da mange studerende vælger det, og fordi uddannelsen har et godt renommé.
– Faktisk har vi en del studerende fra den tyske side af grænsen, som vælger faget tysk, fortæller Svend Brandt.
Han betegner samarbejdet med Goethe-instituttet som et kvalitetsstempel og regner med, at de studerende fra den nye uddannelse vil opnå højere karakterer ved prøverne end studerende på den ’gamle’ efteruddannelse i tysk, herunder studerende på landets øvrige læreruddannelser.
Praktik og fjernundervisning
Næsten al undervisning på den nye skole vil foregå digitalt, så studerende fra hele landet kan være med, og de kan komme i praktik på skoler i deres lokalområde. Ti torsdage undervejs skal de så samles i Haderslev.
Særlig model
Efteruddannelsen består af fem moduler med indhold baseret på Goethe-Instituttets særlige model for uddannelse af tysklærere, mens sidste modul er udviklet af læreruddannelsen på UC SYD for at imødekomme bestemte krav i danske skoler. Efter aftalens indgåelse har Haderslev haft en medarbejder i München for at opnå godkendelse til at undervise efter Goethe-instituttets model.
Nu sker det
Første hold begynder allerede den 19. november i år og afslutter første modul til februar næste år. I alt er der seks moduler, så de første studerende kan forlade den nye efteruddannelse med hele pakken i hånden i januar 2017.
Fakta
• Læreruddannelsen i Haderslev er det eneste sted i Danmark, der har fået akkrediteret tysklæreruddannelsen hos Goethe-instituttet.
• Næste hold begynder den 14. januar 2016 – der er tilmeldingsfrist 15. november.
• Man kan finde mere info på ucsyd.dk ved at søge på ’åben uddannelse’.
• Goethe-instituttet er Tysklands kulturinstitut i udlandet og har afdelinger i 82 lande og 13 tyske byer.
Kontakt
Studiekoordinator Svend Brandt, Læreruddannelsen i Haderslev
UC SYD
E svbr@ucsyd.dk
Tyskfaget styrkes via videreuddannelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.