Turn around

For nogen tid siden blev jeg som så mange bedagede klasselærere inviteret til reunion - med den første klasse, jeg havde startet i 1. klasse. De, der dengang sørgede for at klassen hang sammen og udøste omsorg fra sandkassen til teenagefesterne, var også dem, der havde taget initiativ til dette møde.

Vi skulle mødes i vores gamle klasselokale på den skole, som nu er fusioneret og har fået et kunstigt navn. Men dette mødested måtte vi opgive, fordi skolen ikke kunne afse personale til at lukke os ind. Se, det sker, når man har gennemlevet en udvikling, der er parallel til svinefarmene og gylletankene i bæredygtigt landbrug. Man ser kun kroner, ører og kerneydelser. Men jeg tror, at den, der glemmer sin historie, får en forkrøblet fremtid.

For år tilbage udgav Mats Letén en billedbog om En mærkelig mand, der altid gik baglæns, for så kunne han altid se, hvor han kom fra. Og det er selvfølgelig lige så skørt som kun at se fremad, for de gode, gamle dage findes ikke. Men alligevel sætter bogen tanker i gang om at det nok ikke er så dumt at vende sig af og til, for de gamle dage kan sætte nutiden i perspektiv. Og så er Leténs bog i øvrigt morsom, skulle jeg hilsne og sige. https://www.folkeskolen.dk/36383/billedboeger.

Mødet blev selvfølgelig præget af anekdoter og af en adfærd, der som én noterede sig, var præget af, at man momentvis faldt hen i sine gamle roller. Men det var også et møde med voksne mennesker, der stod i situationer, som lignede dem, deres forældre havde stået i. (De fleste lignede i øvrigt også deres forældre, blot havde en del af dem antaget et andet køn).

Især en af beretningerne slog mig. En havde en søn, der mistrivedes i en 6. klasse. Han var testet ordblind. Han havde fået it-rygsæk. Men han måtte ikke anvende den, når de - jævnligt - havde diktat. For han skulle lære at begå sig. Så scoretallene på hans elevplan betød, at han blev drænet mere og mere for selvtillid, og at forældrene følte sig presset til at gøre ligesom skolen: at være sammen med ham om det, han ikke kunne. PPR havde afleveret en anbefaling til skolen, men den gav ikke anledning til, at skolelederen greb ind, for "det har vi slet ikke ressourcer til". Og i øvrigt var det ikke skolelederen, man kunne få i tale, men en "mellemskoleleder", som min tidligere elev kaldte vedkommende. Nu satte de deres lid til, at dansklæreren skulle på pension til sommer. "Så skal knægten forhåbentlig kun dykkes nogle få måneder endnu." Tænk, at en skoles arbejde er så opsplittet og instrumentaliseret, at noget sådant kan forekomme. Hvis sådanne handlinger og argumenter er udbredte, og ikke blot er et udslag af uheldige sammentræf her, så rend mig i snakken om inklusion. Tænk, at man indfører den ene stramning, stopprøve og test efter den anden for at opfange "den sidste procent", som klarer sig dårligt, mens man lader den ene efter den anden mistrives i et instrumentelt inklusionsprojekt uden at forlange ændringer eller ressourcer.

Historien gav anledning til, at eleverne konstaterede, hvor rummelig vores klasse havde været, hvor meget hver enkelt var blevet set, og hvor meget de havde haft øje for hinanden. Det skinnede tydeligt igennem aftenen lang, at denne respekt for og opmærksomhed på hinanden var intakt. Og det var vel at mærke en klasse, hvor eleverne kom med vidt forskellige sociale baggrunde, vidt forskellige politiske forældreoverbevisninger og vidt forskellige faglige forudsætninger. For mig var de idealet af en folkeskoleklasse, hvis og når folkeskolen skal bidrage til at dette samfund skal hænge sammen.

Mødet overtydede mig om, at den opsplitning i socialt homogene boligområder med socialt homogene skoleklasser, vi oplever for tiden, er en langt større trussel mod det sammenhængende, demokratiske Danmark end de ghettoer, som regering og folketing søger at puste sig op på. Det blænder for det virkelige problem!

Men tak til de her gamle elever, nu modne forældre, for initiativet, og for at overtyde mig om, at alt det, de lærte mig, og som er grundlaget for det meste af det, jeg siger og skriver, har hold i virkeligheden.

Den danske folkeskole har en historie, der ikke må smides til stort brændbart, blot fordi nogle instrumentalister og systemtænkere tror, at man kan øge kvaliteten ved at fjerne livsgnisten, empatien og det faglige engagement.