Tro, håb og kærlighed OK18

TRO

Min tro fik et knæk i går. Troen på, at tiden med lov 409 var, om ikke forbi, så i hvert fald gik mod enden. Troen på, at vi denne gang, skulder ved skulder med resten af fagbevægelsen, kunne lande et godt forlig.

Troen på at KL havde indset, at der er kæmpe rekrutteringsproblemer i folkeskolen, og at der derfor skulle gøres noget ved arbejdsforholdene.

Troen på at det kæmpe arbejde formanden og hovedstyrelsen har lavet, ville bære frugt.

HÅB

Er der håb? Kan den kommision, der skal nedsættes, gøre noget som helst? Stikker vi os selv blår i øjnene?

Er der håb om, at nogen vil lytte nu? Kan vi håbe på, at KL vil gøre noget?

Kan vi håbe på, at folkeskolen får en chance?

Kan vi håbe på, at udviklingen vendes, så vi får uddannede lærere og ikke 16% undervisere, der ikke er rundet af seminariet?

Kan vi håbe på, der er håb?

Kærlighed

Kærlgheden til lærerfaget er der stadig. Vores arbejde er så meningsfyldt. Det er også derfor, vi kæmper for ordentlige forhold. Vi skal have tid til alle de mange opgaver, der er i vores hverdag. Vi skal have tid til det enkelte barn. Vi skal have tid til at lave solid, professionel undervisning. I kærlighedens højsang står der om kærligheden: Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Men kan kærligheden til lærergerningen udholde tre år mere under lov 409? Det håber jeg, for jeg tror på, at Anders og Co har gjort det bedste, der kan gøres lige nu, og min Kærlighed til mit fag, kan KL ikke tage fra mig.