Tre veje til bedre læsning

Når en flok børn skal starte med at lære at læse, kan læreren jo ikke vide, hvem der i flokken er ordblind. Efter min erfaring kan langt de fleste lære at læse ud fra en hvilken som helst metode. Men de 15-20 procent, som vi så ofte taler om, kan have det svært. Det vil derfor være klogt at udarbejde læsebøger, der netop tilgodeser disse 20 procent. Men det skal gøres på en måde, så de 80 procent ikke keder sig.

Det kan godt lade sig gøre, og vi fik nogle få år til at gennemprøve de læsebøger, der var udarbejdet ud fra dette ønske, men så blev skråskriften afskaffet sammen med mange andre ting, som man syntes var forkert.

Men det er den, der kan hjælpe på tre niveauer.

1: På første niveau giver den børnene mulighed for at blive fuldstændig sikre i bogstavernes udseende og navn, idet de på egen hånd skal omkode hvert bogstav til en helt anden figur, når de skriver af fra læsebogen. Med denne afskrivning af let tekst gives der mange individuelle opgaver i hurtigt og nøjagtigt at identificere et bogstav.

2. Andet niveau gælder erfaring med, hvordan ord opbygges. Når børnene i de allerførste år skriver af fra læsebogen, bliver de bedt om at dele ordene i lydmæssige stavelser. Ved dette arbejde opdager de langsomt, hvordan ordene dannes.

3. På tredje niveau gælder det at lære store børn at analysere de lange ord. De får til opgave at skrive af efter avisen og dele ordene lydmæssigt. Ordet udenrigsminister er til at have med at gøre, men ordet ingeniørstuderende er sværere. Hvis man ikke har lært den hurtige lydmæssige analyse, kan unge personer med auditive vanskeligheder have svært ved at læse ordene på en brugsanvisning. De mister så troen på sig selv og giver op. Og ekstra træning i læsning har ofte meget ringe effekt.

Derved mister vi en masse fornuftige unge folk, som kunne gøre gavn i samfundet til glæde for os alle og ikke mindst for sig selv.

Det er svært at vække voksne menneskers interesse for at arbejde på grundniveau. Men hvis man desperat ønsker at kunne læse, kan det lade sig gøre. Jeg husker en ung mand, der indhentede det fornødne på tre måneder og kom hen og sagde: »Tak, nu kan jeg blive frisør«.