Tre planer per elev er for meget

Hvordan Folkeskolens lederskribent (i sidste uge) kan mene, at det er en tilfældighed, at aktionerne mod elevplanerne finder sted på Frederiksberg, og at aktionerne samtidig skyldes mine ytringer, skal jeg undlade at forsøge at finde logikken i.

Langt hen ad vejen er jeg dog enig med lederskribenten, når det kommer til kritikken af nye statslige dokumentationskrav. De mange dokumentationsopgaver tager tid fra lærernes kerneopgave: at undervise. Der er flere af de nye opgaver, som jeg - og KL's bestyrelse - gerne havde set fik en anden udformning. KL har derfor foreslået regeringen at sanere i reglerne. Det giver ingen mening, at der til hver elev i folkeskolen skal udarbejdes tre planer - en elevplan, en uddannelsesplan og en uddannelsesbog. Og hvis eleven tilhører gruppen af sårbare børn, skal der også udarbejdes en individuel handlingsplan. Hvem kan holde styr på det? Det mest naturlige vil være, hvis man kun havde én plan, der indeholdt alt, hvad elever, forældre og skole har brug for.

Så langt så godt.

Men ulovlig faglig kamp med arbejdsvægring løser ikke utilfredshed og frustrationer med regler vedtaget af Folketinget. Lærerne har også tidligere skullet udarbejde planer for den enkelte elevs undervisning. Og et meget bredt flertal i Folketinget har besluttet, at det nu skal udmøntes i skriftlige elevplaner. Uanset om man er enig eller ej i alle forandringer, så skal de indarbejdes i hverdagen.

Midlet er ikke faglig kamp, men dialog på skolerne mellem ledelse og medarbejdere om, hvordan opgaven skal prioriteres. Det er den dialog, Frederiksberg Kommune har lagt op til, og det er den dialog, der nu skal i gang på skolerne.