Tragisk Århus-historie

Århus-historier har ikke sjældent kunnet få lattermusklerne på gled, men når der kommer en virkelig Århus-historie frem omkring erfaringerne vedrørende intensiv psykologbistand til kriseramte lærere, stiller sagen sig helt anderledes, idet vi simpelthen ikke kan og vil acceptere, at mennesker skal søge krisehjælp for at kunne fungere optimalt på deres arbejdspladser.

Helt elementært skal en medarbejder have gode rammer på sit arbejde for at fungere godt og kreativt på sin arbejdsplads, og det synes som om, at disse rammer ikke længere findes for en del lærere, og foreløbige erfaringer fra Århus viser desværre, at mange lærere er trætte, opgivende, handlingslammede, usikre, har samarbejdsproblemer med kolleger (lederne er for en gangs skyld ikke nævnt . . . tak for det . . . eller er det en forglemmelse?) i deres arbejdssituation på skolen og heraf følger en magtesløshed i en tid, hvor begrebet omstilling nærmest dagligt kommer væltende ned over skolen.

Naturligvis skal vi lærere også omstille os, naturligvis skal vi hele tiden kunne honorere de krav og forventninger, som rimeligt stilles, men Århus-historien er med til at underbygge påstanden om, at omstillingen er 'kørt af sporet', idet man helt glemmer det enkelte menneske i sin iver for omstilling og resultater, og konsekvensen er blandt andet menneskelige tragedier.

Landspolitikerne og Kommunernes Landsforening er nærmest ved at falde over hinanden for at komme med nye 'smarte ideer' for den offentlige sektor, og de må som arbejdsgivere tage del i det store ansvar, hvad personalepolitik angår, og de bør tænke meget mere på mennesker frem for 'smarte, private managementteorier' overført på blandt andet skoleverdenen.

For at fungere optimalt i sit arbejde skal der findes muligheder i systemet, og der skal afsættes de fornødne ressourcer. Seneste eksempler er den meget fine og visionære folkeskolelov, hvis indførelse nu stort set er overladt til den enkelte kommunes økonomiske formåen uden tilførsel af de fornødne ressourcer, og nu mener regeringen åbenbart ydermere, at IT-planen skal finansieres af kommuneren selv, hvorefter vi vist alle kan forestille os, hvad der bliver af denne ambitiøse (men nødvendige) plan for området. Seneste skud fra KL på personalesiden er det, at man nu vil indføre resultatløn, præstationsløn, kvalifikationsløn, funktionsløn (er der glemt noget . . .?) på skoleområdet . . . begreberne slynges rundt . . . provokationerne synes uden ende!

Ansvarlig personalepolitik over for en særdeles engageret og ansvarsfuld lærerstab er også at følge op med ressourcer og politisk opbakning til en lærerstab, som i forvejen er unødigt meget presset, hvad ovennævnte understreger. Denne opbakning prøver blandt andet skolelederne at varetage ude på den enkelte skole, men den enkelte skole kan ikke påtage sig dette personaleansvar alene, og vi skal sammen forebygge hver eneste menneskelige tragedie. Jeg har et naivt håb om større ansvarlighed fra landspolitikernes side fremover, hvad specielt angår personalepolitikken over for lærerstaben.

Bjarne Danielsen

skoleinspektør, Brande