Træf et valg – det er politik, mand

For nogen tid siden blev jeg bedt om at kommentere på Lars Barfoed, som påstod, at danske elevers historiebevidsthed ikke er, hvad den har været.

I min grænseløse naivitet tænkte jeg, at jeg skulle belyse Hr. Barfoeds politiske synspunkter med et fagligt perspektiv og jeg sluttede interviewet af med en anke om, ikke at tage lærerne til indtægt for et politisk standpunkt, hver gang de udtaler sig.

Det jeg ønskede at understrege var; vi kan noget som er uafhængigt af politiske positioneringer; vi har et håndværk som er forankret i en viden om børn og unges læring og som lærer må man forventes at have en viden om sine fag, som er mere valid end den politiske stillingtagen.

Da jeg mødte på arbejde dagen efter spurgte en interesseret kollega "Hvorfor er du så bange for, at være politisk? Når du angriber en politikers analyse, 'er du politisk." og jeg blev slået af eftertænksomhed, for er der noget jeg ikke er bange for, så er det at være politisk.

Jeg mener faktisk, min kollega har ret, men jeg er stadig ikke venstreorienteret fordi jeg mener projektarbejde og dialog kan styrke elevernes læring, jeg er heller ikke højreorienteret fordi jeg vil have ro og regelmæssighed. Men er jeg politisk når jeg siger, at undervisning med demokratisk dannelse for øje bør være i centrum? Ja klart. Og kan min stillingtagen tolkes politisk, når jeg vurderer, at kongerækken og danmark tilbage til Ejderen ikke bør være målet for undervisningen? Klart. Og jeg er politisk når jeg som formand forsøger at påvirke beslutninger om fagene i en mere evidensbaseret retning.

Det kalder på en opfølgning.