Tingenes pædagogik

Inde i enhver ting, åndelig eller materiel, altså inde i alle tings essens og substans, er der filosofi. I opvaskemaskiner, ægteskaber, børnehaver, penalhuse, i facebook og i alle lande og riger. Alle disse ting består først og fremmest af filosofi. Det er filosofien, der gør tingene til det de er, der får dem til at adskille sig fra hinanden og fra os, materielt og ejendommeligt, og som giver tingene deres egen væren uanset adskillelsen. Det er manglen på filosofi, som får alting til at ligne hinanden.

Derfor er filosofien studiet af alle tings egenart, og studiet af alle tings egenart er filosofi. Forskning er at stoppe på halvvejen, ved det man kan se, ved det generelle. Den sande videnskab har kræfter til at fortsætte tumlende og insisterende ind i essensernes overraskende liv. Virkeligheden klemmer på videnskabsmanden, mens forskeren blot klemmer på virkeligheden

Pædagogik er derfor filosofisk, og filosofi er pædagogisk. Og filosofi er i den forstand ikke en universitetsdisciplin, men vedrører tingenes eget liv. Filosofi er det, som er i tingene og gør dem til ting. En filosof søger filosofien i tingen. En pædagog får filosofien til at rumstere, dvs. han får tingene til at rulle. Han får tingen til at tinge. En pædagog og en filosof er derfor stærkt beslægtede.

Læring og evidens er modsætninger. Evidens er det tællelige og det synlige, mens læring er den usynlige rumsteren med det, som der kun er et eksemplar af, og som derfor ikke kan tælles. Evidensen er revisorpædagogikkens mekaniske tælleri, ud fra kriterier, som er ens for alle. Læring er derimod den tumlende undersøgelse af det som er, bagved alle fremtrædelser; af det som er i alle ting, og som gør tingene til ting, det er opdagelsen af alle tings u-enshed.

Står man foran en studerende, en elev eller en kollega er spørgsmålet: Hvad kan jeg ikke se, uanset hvor omhyggeligt jeg kigger? Hvad er bagved dig? Hvad er inde i dig? Hvad er din filosofi? Hvem er du? Men spørgsmålet kan ikke stilles så direkte, for så får man ikke et filosofisk eller et pædagogisk svar, men blot et tælleligt svar. Spørgsmålet må stilles, så svaret kan vise sig på en måde, så svaret ikke kan ses. Sådan er den pædagogiske henvendelse. Tavse spørgsmål og tavse svar i et rumsterende inferno er bedre end klare spørgsmål og klare svar i en død silo.

Står man foran en skole, er spørgsmålene de samme: Hvad er det, jeg ikke kan se? Hvad er denne skole? Men kig ikke efter evidens. Det er for de dovne, for dem der tror, at ting kan udtømmes ved deres tællelige ydre. Vær i stedet opmærksom selv og stød tumlende ind i det, som ingen på skolen kan se, men som alle bevæger sig i. Det er skolens æter. Det er skolens filosofi. Det stof, der får alting til at adskille sig fra hinanden, men som også holder alting sammen på pladser. Det er et risikabelt, men også et spændende sted, at være. Det er oplysningens sted, og derfor kræver det også mod, som Kant sagde, og derfor må der være risiko. Det er der, al udvikling starter fra. Fra mennesker, der blev væk i skoven og kommer trækkende ud i lyset med en ny dyreart, som ingen kendte, selvom den boede inde i dem selv eller lige i nærheden. Den nye art er ikke et svar, men et tavst spørgsmål.

Står man sammen med en gruppe elever foran en gammel B&O radio, som man vil skille ad, så finder man forbindelser og ikke-forbindelser, møtrikker, kabler, historie og glemsel, industri og form. Det hele er samlet inde i radioens egenartede ejendommelighed. I tingens filosofi. Finder man ikke noget, opløses radioen blot i tællelige dele, så var der intet usynligt, så var der ingen ting. Så forsvandt radioen i revisionskontoret. Spild af tid.

Måske burde man kalde en skole for ”tingsstudiet”. At holde skole er at ”tinge”, at tumle ind i kulturens usynlige verden. At pudse alle tings usynlighed, så man ikke kan glemme det. Se den radio! Du kan måske ikke se andet end gammelt jern som kan tælles. Noter i stedet dens egenhed, ridsen der, møtrikken der, afstanden mellem højtalerne og kablernes tykkelse, den måde radioens materie former dens luft, lydens transportation, den musik den spillede, knappernes form, lugten af det ene og det andet. Herinde finder du radioens filosofi. Bliv overmandet af en radio!

Så kan vi starte: Hvad er grundlovsdag? Hvad er Danmark? Hvad er matematik? Hvad er denne bog? Hvad er denne skole? Hvad er et landkort? Hvad er en fodbold? Og husk: Synet er ikke vigtigt. Brug den tumlende insisterende opmærksomhed på det du ikke kan se. Tingenes eget liv. Deres usynlige liv. Deres tingslighed. Vi skal have tingene til at tinge. Det er uddannelse. Den pædagogiske metode er i tingene, mens den evidensbaserede metode er uden for tingene. ”Metoden er i tingen”? Hvad mon det betyder? Hvis vi skal studere Danmarks filosofi og pædagogik, altså Danmarks essens og substans, betyder det så, at vi må finde metoden i landet selv? Ja, det betyder det. Men hvad mon det betyder, at det betyder det?