Tilliden er usvækket

»Barnets bog kan formidle den røde tråd ikke som en sort bog fyldt med diagnoser og negative historier men den kan for eksempel viderebringe vigtige informationer om mål og opfølgning for det enkelte barn, om barnets stærke sider og succesfulde begivenheder i barnets liv. Nye begyndelser kan være en saltvandsindsprøjtning for børn, men når skift og overgange bliver svære, skyldes det ofte, at barnet skal tilpasse sig den nye institution og de nye voksne helt forfra«.

Hverken mere eller mindre skriver vi i KLs nye Børnepolitik. Børnepolitikken tager afsæt i, at børns stærke sider er grundlaget for udvikling og læring, og at børns forskellighed er en dynamik, der skal fremelskes. Vi skal møde børnene, der hvor de er, og støtte deres muligheder og behov inden for fællesskabets ramme. Af samme grund ser KL det som et af de væsentligste pejlemærker for kommunerne at arbejde med sammenhænge, overgange og tværfaglighed for børnene.

Jeg hæfter mig ved, at Folkeskolen i sin leder i nummer 10 faktisk anerkender behovet for at se på, om samarbejdet mellem pædagoger og lærere er godt nok. Folkeskolen er det eneste medie i landet, som har husket dette perspektiv i al mediehysteriet over KLs forslag. Desuden har jeg hæftet mig ved, at i de kommuner, der anvender noget i stil med Barnets Bog, har både pædagoger, lærere og forældre (som har stået frem) bakket op om værktøjet. Hvorvidt ideen om en barnets bog kan bære, skal nemlig ikke vurderes på Christiansborg eller hos avisernes leder-skribenter. Og min tillid til kommunernes, lærernes og pædagogernes vurderingsevne mulighederne for bedre sammenhænge og overgange over for risikoen for fejldiagnosticering, stempling og stigmatisering er usvækket.