Mit første lærerjob var på Nansensgades Skole i København i starten af 1990’erne ( skolen er der ikke mere). Her huserede en inspektør, (sådan tituleredes skoleledere dengang) en inspektør af den gamle skole - værdig, vidende, respekteret, med slips, pressefolder i bukserne og utrolig rar.
Jeg skulle starte med en modtageklasse med 10 elever fra 8 forskellige lande; bl. a. Marokko, Libanon, Tyrkiet og Iran. Det var første skoledag - 9 af de 10 elever talte overhovedet ikke dansk - der var tolke tilstede, inspektøren og så mig, helt grøn uden erfaring og ca. 25 år gammel. Jeg fortalte om de praktiske ting - skema, mødetider (ikke komme i skole lørdag og søndag!), madpakker, blyanter osv. Det hele blev oversat til de repræsenterede sprog. Efter et par timer sagde vi farvel og på gensyn og inspektøren sagde til mig; “det her job Erika, det ved jeg du kan klare”, og så overlod han mit job til mig.
Den tillid han viste mig gav mig glæde, lyst, mod og energi til at være lærer. Man kan vel sige at den inspektør sparkede min lærergerning i gang.
Og når man bliver vist tillid, får et klap på skulderen, mærker nærvær og får vejledning så er der næsten ingen ende på lærernes gode vilje. Skolelederens opgave er anderledes i dag - det siger sig selv. Jeg har gennem mine mange år som lærer på en del forskellige skoler oplevet udviklingen af skolen og mange forskellige ledelsesstile. Nogle mere heldige end andre. Det grundlæggende for mig er tillid. Tillid til at jeg kan magte opgaven med undervisningen, relationerne, samarbejdet og alt det, der følger med lærergerningen.
Tillid (og en skoleinspektør)
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.