Til forsvar for fællesskabet

Tre garvede DLF-folk går i sidste nummer af Folkeskolen i rette med undertegnede. Helen Sørensen, Herning, ønsker at forsvare den såkaldte lokale aftaleret og spørger, om jeg tror, at nogen arbejdstidsaftale kan give alle lærere ens arbejdsbetingelser? Lærerne har siden 1993 været magtesløse vidner til fremvæksten af en kommunal vilkårlighed, der sætter den fælles folkeskole under hårdt pres. Her og der er det i kraft af stor dygtighed og modpartens imødekommenhed måske lykkedes kredse og tillidsrepræsentanter at opnå resultater, der er acceptable for et flertal af de stedlige lærere. Men alt for mange tillidsvalgte må konstatere, at udbyttet af deres arbejde med den nuværende arbejdstidsaftale ikke står mål med indsatsen. De har aldrig ønsket denne svulmende, decentrale opgavemængde, og de er dødtrætte af at stå så relativt alene i det ene opslidende tovtrækkeri efter det andet med en økonomisk presset lokal modpart, der har blikket stift rettet mod bundlinjen og de kommunale regnedrenge i øresneglen. Niels Munkholm Rasmussen, Odense, påpeger, at det enkle princip om fuld tid lig med 24,98 ugentlige lektioner blev afskaffet i 1993 og ikke i 1999, som jeg beklageligvis kom til at skrive. Min pointe med at bringe dette princip i erindring er imidlertid, at det tydeligt illustrerer de sidste års voldsomme vækst i arbejdsbyrden. Navnlig for så vidt angår de mest undervisende, der med ophævelsen af koblingen mellem undervisning og forberedelse i 1999 reelt kom til at finansiere 155-timers-puljen. Dermed ikke være sagt, at den risiko for øget pres på den enkelte lærer, som Niels Munkholm påpeger, ikke skal tages alvorligt. Men Munkholm med flere synes nærmest at se helt bort fra det pres, som den nuværende aftale lægger på lærerne. En ny aftale skal sikre læreren et maksimalt, pålagt undervisningstimetal samt retten til inden for centralt fastsatte rammer selv at trække grænsen lige der, hvor hendes professionelle vurdering siger, at den skal gå. Bo Nielsen, Vejle, spørger, hvad det er for en frihed til lærerne, jeg efterspørger, som den nuværende aftale ikke kan levere. Svaret er, sat på spidsen: Ingen! Den nuværende aftale kunne i princippet levere det hele - hvis det passede den lokale arbejdsgiver. Det forhold, at end ikke den bedste centrale aftale vil kunne hindre lokalt fordærv, skal ikke afholde DLF fra at stræbe efter at hæmme det mest muligt. Det er klart, at denne bestræbelse vil få kommuner, der ønsker at presse citronen, til at slå syv kors for sig. Det er ligeledes forståeligt, at DLF-kredse, der ikke står over for sådanne modstræbende kommuner, kan opleve hele manøvren som inderligt overflødig. Men jeg har svært ved at forstå, hvad sådanne kredse kan have imod, at andre, mindre heldigt stillede kredse får sikret deres medlemmer tilsvarende frihedsgrader ved hjælp af centrale aftaler. Undermineringen af den fælles folkeskole gør fastholdelsen af en fælles fagforening vanskeligere, men også vigtigere end nogensinde.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse