Tid til eftertanke

'Lærerne skal bare have tid til at vænne sig til overenskomsten, tingene kan ikke virke optimalt fra start', sagde Kommunernes Landsforenings (KL) chefforhandler Ole Andersen. I foråret 1999.

'Vi er ikke i tvivl om, at der er nogle kommuner, hvor det ikke fungerer særlig godt, men vi vil medvirke til, at Ny Løn kommer til at fungere'. Sagde KL's chefforhandler Ole Andersen. I marts 2002.

I torsdags, få minutter efter at 95 procent af lærerne havde stemt nej, lød hans kommentar så:

'Vi er forbavsede over, at der er en sådan utilfredshed i Danmarks Lærerforening. Det er klart, at det betyder, at vi vil være meget mere opmærksomme på, at forhandlingerne lokalt skrider frem efter en tidsplan. Der har nok været lidt forskelligt rundt omkring. Det vil jeg gerne erkende. Men i min kommune kører det helt fint - og det betyder alligevel ikke, at lærerne er glade for Ny Løn'.

Man må forbavses over KL's forbavselse.

For at sige det ligeud: Mange kommuner har på én gang ført sig arrogant og uprofessionelt frem over for lærernes lokale lønforhandlere. Og KL har set passivt til.

Det er mildest talt svært at mobilisere den mindste optimisme, når man erfarer, at det eneste, KL stiller op med, er en pjece og en kampagne over for modvillige kommuner. Hvis Kommunernes Landsforening havde været et aktieselskab, og Ole Andersen havde været administrerende direktør, så havde en så konsekvent ikke-forståelse og manglende analyse af situationens alvor betydet gyldent håndtryk og frit fald på børsen.

Nu er mæglingsforslaget vedtaget - men på et meget spinkelt grundlag. Det burde få de kommunale arbejdsgivere til at tænke sig grundigt om. Og alle deres kræfter burde sættes ind på i praksis at demonstrere, at kommuner og amter vil have de ansatte til at trives og udvikle sig på arbejdet - på rådhuset, i park- og vejvæsen og på skolerne. Men nemt bliver det ikke. For man er oppe mod masser af skepsis og mistro. Fifty-fifty-resultatet med stort set lige mange ja- og nej-stemmer og en katastrofalt lav samlet stemmeprocent er mere end et gult kort til begge forhandlingsparter. Så også på arbejdstagersiden er det tid til eftertanke.

Forhandlingsfællesskabet i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) er slidt tyndt. Næste gang må der etableres en meget tættere kobling til forhandlingerne på statsområdet, så man kan være med til at fastsætte den økonomiske ramme.

Men endnu vigtigere er det at finde frem til måder at gennemføre forhandlingerne på, så der kan indgås overenskomster, som afspejler hverdagen på de enkelte områder. KTO må nedlægge sig selv - eller i hvert fald genopstå som et nyt samarbejde, hvor lønaftaler kan tilpasses arbejdets indhold på de enkelte områder.

Hvis ikke det sker, kan ingen forbavses over, at det næste gang bliver et stort, fælles nej.

-th

Resultatet er mere end et gult kort til begge forhandlingsparter