Det hele var endnu engang perfekt: Maven alt for fuld af juleand og ris a la mande, men alligevel masser af juleslik på bordet, og mens børnene prøvede et ny spil af på værelset, kom en gammel ven på besøg. Juletræet stod klar til ham, og han lagde dygtigt gaverne på plads under det, og tændte lysene. Da børnene hørte hans latter, hastede de hurtigt til stuen, men ak, han var allerede borte.
Gaverne var flotte og alt for mange, men børnene var alligevel tålmodige! De vidste, at først skulle træet vises – siden skulle det "spises". Eller gjorde de? Faktisk blev jeg i tvivl, da vi satte tonerne an til den første julesang: Højt fra træets grønne top. Vi kom ikke meget længere end de første vers, inden vi søgte efter ordene, og knapt kunne begynde det næste. Sådan gik det, med de sange jeg har sunget helt tilbage da mine bedsteforældre var i live, og de har sunget sangene med deres bedsteforældre. Mine børn syntes dog slet ikke at kende disse smukke sange. De er heldigvis små endnu, så der er råd for det. Næste år, skal vi, og måske endda mine elever, i hvert fald kunne de fire første vers til de fire vigtigste "rundt-om-træet-sange"!
Juleferien har givet tid til at gense en dejlig film, Avatar, hvor Neytiri tager Jake Sully med til "The Tree of Voices" – Stemmernes Træ, hvor de kan få direkte forbindelse til alle afdøde forfædre til bøn, råd og trøst. For mig er julen en tid, hvor familien er i centrum, og da jeg hverken har forældre eller bedsteforældre længere, er traditionerne en måde stadig at have dem med mig. Hvis juletræet er vores "Stemmernes Træ", skylder jeg i det mindste at kunne sangene. Også selvom det efterhånden i skolen er blevet forbudt at lære noget udenad.
Du kan se eller gense scenen her:
The Tree of Voices
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.