Tavshedens sprog

Nu må Jan Trojaborg snart besinde sig. Hvor ureflekteret og ignorant over for skolens virkelighed kan man være i det lange løb? Når Niels Sauer (i Folkeskolen nummer 9) skriver: '. . . den almindelige undervisning i klasserne - under den nye overenskomst - risikerer at blive skolens lavstatusjob . . .', er blot at tilføje: det er den allerede, men værre og værre bliver det. Specielt læreren ved katederet (undskyld udtrykket) i de yngste årgange trækker det store læs og har et af de mest betydningsfulde og sværeste job i dette land. Hvilket på ingen måde Jan Trojaborg og andre 'undvigere', der sidder på flæsk og prestige, har. Kan det måske siges tit nok?

En udholdende, tålsom og tavs stamme af skolens undervisere - og bærepiller - får vilkårene forringet med stigende fart og er endt i ringeagtet lavstatus. Specielt i de yngste klasser, hvilket selvklart om føje tid har fordrevet det sidste ambitiøse, vaskeægte hankønsvæsen fra valpladsen. Vi glemmer ikke, at politikerne har for vane at være de sidste til at opdage en utilsigtet virkning af dette og hint. Når først skaden er sket, kan reaktionen i bedste fald komme. Det er set et utal af gange i mine mangfoldige år i skolen.

Steen Hessner ironiserer (i Folkeskolen nummer 5) over, at næsten alle afgåede medlemmer af hovedstyrelsen - 'sprængfyldt med gode intentioner og visioner', som de er - ikke havde planer om at vende tilbage til åstedet for at afprøve teorierne, men foretrak blandt andet hestehandel (med meningsfyldte, reelle markeder) og konsulentvirksomhed (med præcise arbejdsområder). 'Flugten fra skolestuen' kalder vi det her. Ikke noget nyt fænomen, men tendensen er markant og for skolen fatal.

'Hvor længe vil det lykkes fortalerne af den igangværende udvikling at holde den diskussion nede?' spørger Niels Sauer. Det er blandt andet op til os. Hvor længe endnu står de centrale personer i den forkætrede folkeskole som tavse, skræmte eller opgivende tilskuere?

Det haster. Barndommen kan som bekendt ikke udsættes til bedre tider. En lavstatuslærer har ringe gennemslagskraft og arbejdsglæde. Og trækkes lettest rundt ved næsen i manegen.

Ny viden kan det næppe være. Ej heller for Jan Trojaborg.

Else Baggesen

Hjørring