Tavs eller intolerant

På min skole er der modtaget elever fra Gjellerup-området. Umiddelbart skulle man tro, at der på en landskole skulle være gode muligheder for integration og sproglig udfordring. Det tror jeg såmænd også, at der er. Men udfordringen at tackle nogle elever med islamisk baggrund forekommer mig meget stor. Det er mit indtryk, at vi er mange, som er fortvivlede. Et eksempel på en af disse elever kan være en dreng, som jeg her giver navnet Ahmed. Han er opvokset i Danmark, men er fagligt og sprogligt svagere, end jeg havde forestillet mig. Jeg er blevet meget bekymret over hans fravær, hvor svært han har ved at falde til ro i timerne, og hvor kort tid han kan koncentrere sig. Hvis jeg irettesætter ham, puster han sig fornærmet op og siger, at jeg behandler ham dårligere end de andre børn. Han har i forlængelse heraf kaldt mig racist. Det er en kompliceret situation, for han har jo ret i, at han får mere negativ opmærksomhed fra mig, end de andre elever får. Der er desværre mange børn blandt anden- og tredjegenerationsindvandrerne, som klarer sig dårligere i skolen, end andre børn gør. Men det er, som om offentligheden undgår at diskutere situationen. Flest er tavse. Enkelte taler højt om frustrationerne. Meget få tør sige, at der er forholdsvis flere problemer med indvandrerbørnene, end der er med almindelige danske børn, eller hvad man nu skal kalde dem. Der er hverdagsepisoder, hvor vi er eftergivende over for Ahmed, når han gør ting, vi normalt ikke accepterer. Vi ved jo, hvordan familien har det. Vi har også været så dårlige til at integrere dem og så videre. Vi vil så gerne være tolerante og give Ahmed en ekstra chance. Skolen kan naturligvis ikke løse problemerne for disse familier og deres børn alene. Slet ikke med vores dårlige samvittighed. Men jeg t-ror, at vi i tolerancens navn gør Ahmed en bjørnetjeneste ved at give ham positiv særbehandling.

Jeg er tilhænger af, at der skal være plads til alle i folkets skole. Dog forekommer det mig uklart, hvor store krav til samarbejde vi kan stille til indvandrerfamilier. Hvor eftergivende skal vi være over for Ahmeds ulovlige fravær, hans grove sprogbrug og hans forældres ja-ja-vi-skal-nok? Er vi efterhånden ved at acceptere, at skolens brugere bliver delt op i to lejre? Den ene lejr tillader sig meget, og her tør ingen stille krav. Den anden kender kravene og indordner sig. Jeg savner en fællesnævner.

For at undgå at lade den gode vilje kvæle muligheden for gensidig forståelse burde vi efter min opfattelse åbne op for debatten, bryde tavsheden, være modige og stille krav, selv med risikoen for at forekomme intolerante. Såfremt der over en længere årrække forbliver tavshed og ikke sker ændringer, så kan resultatet blive, at det danske samfund accepterer, at der opdrages store grupper af sociale tabere. Det er sat på spidsen, og jeg vil jo nødig blive opfattet som racist og tør derfor ikke generalisere om dette generelle problem.

Anders Vesti Krogh

lærer