Tak til formanden

I disse tider skrives der meget om den nye arbejdstidsaftale og Anders Bondos snarlige afgang som formand. Desværre er den klare logik fra en del lærere, at hans afgang skyldes, at han har landet en aftale, han ikke selv kan stå inde for.

Det piner mig at se de mange kommentarspor om alt det, Anders Bondo er elendig til. Kommentarspor om, at det er på høje tid, at vores formand går af, at han skal have tak for de første ti år, men ikke de seneste otte, at han er en forfængelig type, der har været på posten grundet de »lukrative fordele«, og at han ikke har skabt resultater i forhandlingerne. Hvor er perspektivet henne?

Det er tydeligt for mig at se, at det her ikke er en formand, der stikker af, fordi han ikke kunne bedre. Den fortælling kan vi lige så godt mane i jorden. Det her er en formand, der stråler af stolthed over det resultat, der er opnået. Og det er uden tvivl noget, der er opnået. I denne arbejdstidsaftale er vi lærere blevet ligeværdige med vores ledelse. Sådan er det vist ikke med lov 409. Aftalen her lægger op til en kulturændring, der i den grad er tiltrængt for den danske folkeskole, så vi kan give slip og komme videre fra det forbandede år 2013, hvor regeringen og KL trak gulvtæppet væk under os.

Jeg har den dybeste respekt for DLF med Anders Bondo i spidsen for det ufatteligt hår­de arbejde de sidste syv år og den kamp, de har måttet kæmpe ad flere omgange. Anders Bondo fortjener en behørig tak for sin indsats og vedholdenhed. En tak for at han ikke kastede håndklædet i ringen, men blev ved roret i en svær tid og holdt ud. En tak for at han har kæmpet for os med næb og kløer med fornuft i sit virke. Og afslutningsvis en tak for det afsæt, vi andre nu kan arbejde med for at komme videre med vores folkeskole.