Syv gode spørgsmål

Djon Bak og Bo Nielsen, henholdsvis formand og næstformand i Vejle-kredsen, samt Leif Nielsen, tillidsrepræsentant i Ishøj, rejser en masse spørgsmål til hovedstyrelsen vedrørende oplægget til ny arbejdstidsaftale. Det er umuligt at svare fyldestgørende på den plads, jeg har til rådighed her, men alligevel:

Djon Bak spørger, om der slet ingen nuancer er i hovedstyrelsesmedlemmernes holdninger. Jo, der er forskellige taktiske vurderinger, men ingen slinger i valsen, når det handler om den strategiske nødvendighed af at gå efter en aftale, der øger lærernes muligheder for på gulvplan at disponere ud fra deres egne vurderinger.

Bo Nielsen spørger meget konkret, hvordan en central aftale vil kunne sikre lærerne ensartede arbejdsvilkår. Svaret er nej. Med en central aftale kan vi reducere, men ikke fjerne lokal vilkårlighed. Endvidere spørger han, om ansvaret ikke vil ende i det yderste led. Svaret er nej, ikke i højere grad end i dag. Det er og bliver lærerne, der står der, hvor det hele sker, og derfor skal deres vurderinger og prioriteringer spille en langt større rolle i skolens dagligdag. Så spørger han til sikring af den nødvendige forberedelsestid. Svaret er, at et krav om genetablering af en forhøjet forberedelsesfaktor til alle ville være smukt, men aldeles chanceløst. Arbejdsgiverne ville elske DLF for en så tandløs udfordring. Kravet om et maksimalt undervisningstimetal og lærerens ret til at disponere over den samlede undervisningsopgave vil være langt mere slagkraftigt og have samme effekt. Bo spørger videre, om team­ets prioritering vil kunne sikre sammenhæng mellem mål og midler. Svaret er nej, men team­ets prioritering er at fore­trække, fordi den er tættere på virkeligheden end ledelsens prioritering. Og endelig spørger han til muligheden for at styrke den synlige ledelse. Svaret er, at vi lægger op til et skifte fra (detail)styring til egentlig pædagogisk ledelse.

Leif Nielsen bekymrer sig med rette om overbelastningsproblemet. Her er svaret, at det i første ombæring handler om at sikre, at kræfterne bruges bedst muligt. Hvis lærerne får lov, vil de også vide at gøre op med unødvendigt samarbejde, overflødige møder og meningsløst udviklingsarbejde. I anden ombæring drejer det sig om en benhård prioritering af skolens opgaver og et opgør med det hovedløse rummeligheds­præk, der i virkeligheden handler om at stoppe udgiftsvæksten på socio-emotionelle problemer, autister, asperger, for tidligt fødte og anbringelser uden for hjemmet, der koster det hvide ud af øjnene. Som om skolen kunne gøre noget ved det? Det er jo familiens rummelighed, det kniber med, ikke skolens.