Synspunkt omkring inklusion og eksklusion

Vi har alle brug for inklusion i sammenhænge, hvor vi kan spejles, være ligeværdige, har tryghed, samhørighed og følelsen af, at der er brug for os, så vi kan bidrage med noget. Lugten i bageriet skal passe til os – ellers er vi (voksne) i princippet frie til at gå (eller vi kan blive i en slags pseudo-inklusion, men med følelsen af at være ekskluderet).

Sådan er det også for børn, der mistrives i en klasse eller har faglige problemer, som vi skal tage os af. Vi skal sikre børnene et optimalt læringsmiljø. Og hvis ikke barnet indlærer nok i klassen, må vi tilbyde læring og inklusion i en anden sammenhæng.

Har barnet sværere ved at lære end kammeraterne, mobbes det, har psykosociale problemer, er tungt begavet, er lydfølsomt og sensitivt, ensomt, har brug for voksenkontakt eller har huller i sin begrebsverden og faglige kunnen, er det på sin plads at tilbyde specialundervisning uden for klassen. At inkludere barnet i sammenhænge, hvor dets tarv sikres. Inklusion i en mere befordrende sammenhæng, end der måske kan tilbydes i klassen med mange elever. Og det er absolut ikke eksklusion i min optik.

Det gælder også for de børn, der kommer i specialklasser og i specialpædagogiske tilbud med videre. Når disse børn spejles, ses og anerkendes, så lærer de mere og trives bedre og får generobret tabt værdighed. De børn er inkluderede. Ordet eksklusion kan stryges af skolens ordbog.

Gladere og dygtigere børn og bedre samarbejde med forældre er, hvad der kommer ud af det.

Nok skal vi spare. Men så kald det for spareplaner.

Inklusion for enhver pris giver eksklusion og er totalt misforstået.