I daglig tale er synd og chokolade synonymer, man synder foran køleskabet, og syndsforladelsen tilbydes i motionscenteret. Den sproglige omgang med ordet ligger fjernt fra betydningen af det religiøse syndsbegreb, som eleverne i grundskolen skal have kendskab til for at vide, hvad kristendom er. Som religionslærer skal man så at sige først hive synden ud af køleskabet og dernæst plante forståelsen af begrebet som religiøst og relationelt frem for knyttet til bestemte handlinger eller mad. Men, hvordan får man et støvet kirkehistorisk kapitel omsat til et vedkommende filosofisk og æstetisk undervisningsprojekt – gerne tilsat bevægelse?
En måde kunne være at dykke ned i den kunstneriske og kulturelle understrøm, der er optaget af synden, og bruge en række kunstbilleder som et filosoferende afsæt for undervisningen. Tag for eksempel sangeren og billedkunstneren Kasper Eistrups grafisk serie over de syv dødssynder fra 2014 (se billederne her), der kredser om spørgsmålet: ”Er de syv dødssynder i virkeligheden synder, eller er de menneskelige grundvilkår, der bringer vores verden og vores samfund videre?”
Man kunne herefter sætte begreberne i bevægelse ved at inddrage Michael Kviums og Jørgen Haugen Sørensens værker af indkrogede og deforme kroppe og relationer, der afsøger menneskets dårskab, lyster og laster. Dette ekstra billedarkiv kan man bruge i en bevægelsesorienteret undervisning som afsæt for tableauer, ”bodystorm” og skulpturstafetter, hvor eleverne imiterer udvalgte billeder, der lægges på gulvet i lokalet, og efterfølgende gør disse levende: Hvordan har vedkommende det? Hvad er figurens modsætning? Hvad ville figuren gøre, hvis den mødte sin modsætning?
Forløbet afsluttes med en dialog om betydningen af det indkrogede og rygvendte, forskellen på dødssynderne og det protestantiske syndsbegreb samt en diskussion af dødssynderne som menneskelige grundvilkår, personlige valg eller resultat af ydre omstændigheder?
Der er al mulig grund til at trække syndsbegrebet ud af køleskabet og skabe en spændende tværfaglig undervisning ved at benytte fagene dansk, religion og idræt som smeltedigel for en filosofisk og æstetisk tilgang i undervisningen – nu med bevægelse!
Syndsbegrebet ud af køleskabet!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.