Svar til en nej-siger

Kære Johnny Gregersen (Folkeskolen nummer 15). Jeg er ked af, at jeg har måttet skuffe dig og andre, der måtte have stemt på mig til hovedstyrelsesvalget, i den tro at de dermed fik en sikker nej-stemme i hovedstyrelsen. Jeg forstår godt, at du er overrasket. Det er jeg også selv. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at KL ville forlade den nu-skal-lærerne-ned-med-nakken-position, som den sammen med Finansministeriet og Undervisningsministeriet målbevidst havde bygget op gennem en snes år. At den i 2008 ville forpligte sig til at arbejde for indførelse af en nyordning, der giver lærerne et maksimalt undervisningstimetal, genetablerer koblingen mellem undervisning og de dermed forbundne opgaver, herunder forberedelse, og bygger på accepten af lærernes relative autonomi og metodefrihed under ansvar. Denne holdningsændring på arbejdsgiversiden har jeg kæmpet for siden 1999, og den betyder meget mere for mig end løndelen. Hvordan skulle jeg kunne stemme nej til det?

Du bebrejder mig, at jeg er usolidarisk med den øvrige fagbevægelse, fordi jeg ikke er voldsomt imponeret over FOA's kamp, hverken forløbet eller resultatet. Det var FOA, ikke os eller Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) i øvrigt, der på et tidligt tidspunkt i processen brød ud i et sololøb i håb om at kunne sikre egne medlemmer positiv særbehandling. Dette til trods for, at KTO allerede fra start havde besluttet en skævdeling, der giver de lavtlønnede FOA-grupper større procentuel lønfremgang end for eksempel lærerne. Den pinlige virkelighed er, at FOA's strejke har sikret medlemmerne cirka en krone mere om dagen i snit og efterladt et hul i strejkekassen, som det vil tage hen ved ti år at fylde op, hvis man bruger hele gevinsten til formålet.