Svar til Birger Håkansson

Nu skal jeg nok vare mig for at belære Birger Håkansson om, at han måske forveksler min anvendelse af sætningsbesparende paratagmer (sideordninger) med noget, han kalder hypotagmer. Interessant er det dog, at det ikke længere er udtrykte meninger, der kan være totalitære, men derimod en anvendt skrivestil. En totalitær skrivestil er for mig noget ganske nyt og derfor nok et kursus værd.

Men nu til sagen! Hvorfor har Håkansson i sin iver efter at højne niveauet for sproglige undermålere som mig slet ikke øre for falskheden i folkeskolelovens brug af ordet undervisningsdifferentiering. En overmåde gangbar og traditionsrig pædagogisk metode, som af en politisk totalitarisme er gjort uanvendelig med anvendelse af en lighedsideologisk betinget udelthed og tværet ud til ren uhåndgribelighed ved at blive degraderet til et princip. Hvorfor skurrer det ikke i Håkanssons ører, når undervisningsministeren taler om elevansvar, når han dog mener elevindflydelse. Begrebsmæssigt har disse to ting jo intet med hinanden at gøre. Hvor megen indflydelse man end vil give til elever på områder, der er dem ukendte (undervisningens faglige indhold og tilrettelæggelse), kan det aldrig med nok så megen undervisningsministeriel verbal taskenspillerkunst blive andre end skolen/lærerne, der reelt bærer ansvaret. Alt andet er at lyve for eleverne. Og endelig. Hvorfor protesterer Håkansson ikke over Ole Vig Jensens idelige vrøvl om, at det demokrati, der ganske enkelt er udtryk for vælgernes kontrolmulighed med magthaverne, nu skal ideologiseres og gøres til genstand for belæring. Demokrati er jo kun demokrati, når det gælder for alle, engagerede som ligeglade, og ikke som de gamle østeuropæiske folkedemokratier kun for de rette oplærte.

Vagn Madsen

Brønderslev