Studerende mangler værktøj

Artiklen »Lærerstuderende er teoriløse« i sidste uge påviser netop, at lærerstuderende ikke er teoriløse. Lærerstuderende er nok mere værktøjsløse end teoriløse. Artiklen peger derimod på, at der mangler en teoretisk-metodisk dimension, der kan gøre, at teorien går fra at være abstrakt til at være anvendt teoretisk. Bodil Nielsen peger på, at mange studerende ikke efterspørger redskaber til andre undervisnings- og organisationsformer end klasseundervisning. Det er naturligvis et problem, hvis dette er tilfældet, men hvis studerende fik de metodiske redskaber, der kan sammenbinde teori med praksis, ville det netop give de studerende redskaberne til at variere alle disse aspekter af deres undervisning. Lærerstuderendes Landskreds har længe påpeget, at den metodiske distance mellem teori og praksis medvirker til, at studerende, der er i praktik, netop ikke »tør« anvende den teoretiske ballast uden den metodiske sikkerhed, og derfor falder nogle studerende i den fælde, at de anvender »rygmarvsundervisning«, der ligner den undervisning, de selv modtog, da de gik i folkeskolen. Studerende skal have mulighed for at tilegne sig den fornødne baggrund for at undervise med afsæt i deres teoretiske ballast, og den sikkerhed opbygges kun ved en proces, hvor teorien går fra metaplan til at blive anvendelsesorienteret i praktikken.

Teoretisk ballast i forbindelse med refleksion over egen og andres praksis samt forberedelses- og evalueringsmetoder er ligeledes områder, der gerne måtte fylde mere i læreruddannelsen. Desværre virker det »naturligt«, at studerende mangler disse elementer, i takt med at undervisningstiden på seminarierne falder år for år. Og studerende, der ikke føler sig på sikker grund i lærerjobbet, afskaffes ikke ved konstant at mindske undervisningsudbuddet. Elementerne er til stede, men redskaberne mangler.