Strammeren og skammeren

Læreren ser ud over klassen og fortæller, at man tydeligt kan se, hvem der har øvet sig, og hvem der ikke har.

Eleverne får uddelt resultaterne af testen, og læreren kommer med små kommentarer til de enkelte elever.

”Du må stramme dig an, du har ikke rykket dig siden sidste test”.

Eleven ser ned, og kigger på sit testresultat. Elevens hænder holder om papiret, og fingeren glider nedad, til bogstavet og tallet, som placerer eleven i forhold til testresultatet.

Eleven skammer sig.

Eleven bebrejder sig selv.

Hvorfor brugte jeg så lang tid på at få rigtige resultater i testen, så jeg ikke nåede det hele?

Eleven må gå hjem og fortælle mor og far, hvad læreren fortalte.

Hvad siger mor og far mon?

Bliver de bekymrede?

Bliver de sure?

Skal jeg bare stramme mig mere an?

-------------------------------------------------------------------------------------

Er ovenstående udtryk for et frygtscenarie?

Er vi placeret i USA med deres ødelæggende testkultur?

Nej, vi er placeret i en dansk folkeskoleklasse anno 2017!

-------------------------------------------------------------------------------------

Hvad gik der galt?

Eleverne er ikke længere lærerens objekt, men bliver midler for at nå et mål.

Får eleverne hjælp? Støtte? Differentiering?

Nej, de skal stramme sig an!