Store bøffer

Da Den Store Pædagog cyklede på arbejde, kunne han mærke forårets komme. Solens stråler varmede i ansigtet, og fuglene sang lystigt og lavede et hyggeligt og opmuntrende lydtapet. Jo, det ville blive en god dag, tænkte han. Var han ikke også ved at komme i bedre form? I hvert fald var det som om, at den endeløse række af tråd ikke var så endeløs mere!

Poderne og Pædagogen startede dagen godt. De faste ritualer var hurtigt overstået, og der blev herefter læst og arbejdet med billedbøger. Klassen muntrede sig med værker af Kim Fupz, som blev slugt på stribe. Frikvarteret nærmede sig, og bavianerne organiserede sig i legegrupper. Tre drenge ville ud at klatre, dog var den ene lidt afventende og usikker på projektet, hvilket hans kammersjukker ikke helt forstod. "Jeg synes bare, at det er lidt hårdt for mine muskler," forklarede han. Pædagogen ville komme knægten i forkøbet og sagde lidt kækt:"Det kan jeg godt forstå. Men så må du jo ønske dig nogle store bøffer, ligesom jeg har." Pædagogen spændte overarmene, alt hvad han havde lært! De tre knejter stod nu og betragtede det sørgelige syn. Pædagogen smilede nervøst, mens han skævede til sine biceps og skulle lige til at sige noget smart, da en af drengene iskoldt sagde:"Så lidt er der da ikke nogen, der gider ønske sig!!"

Da Pædagogen cyklede hjem samme eftermiddag var det nogle tunge tråd, som cyklen tilbød hans trætte ben. Måske var formen ikke så god som først antaget?! Han fnøs. Selvfølgelig var den det! Den lille purks udtalelse var jo skudt helt ved siden af. Det var da klart modvinden, der besværliggjorte hans færden. Han skævede op mod en flagstang, hvis flag hang slapt ned og nærmest klistrede til stangen. Det er sgu da sygt, det der flag, tænkte han ved sig selv. Hvem fanden gider eje flag, der ikke engang kan blafre i den stride vind?