Stor ståhej for (næsten) ingenting

Overenskomstaftalen om de fælles elementer på statens område er på plads. Der er absolut ingen risiko for skulderskader begrundet i, at vi ikke kan få armene ned. Resultatet er til at overse, både når det gælder lønnen, og når det gælder de øvrige elementer i aftalen. Det betyder imidlertid ikke, at der er tale om venstrehåndsarbejde - tværtimod er der blevet lagt fantastisk mange kræfter i forhandlingerne. Der har været forhandlet siden december, og den afsluttende runde strakte sig alene over mere end 50 timer. Forhandlingerne begyndte torsdag klokken 15 og sluttede lørdag klokken 21. Alligevel er der tale om det tyndeste forlig i mands minde.

Den økonomiske krise og en negativ reguleringsordning, som følge af at den private lønudvikling er gået i stå, var grundvilkårene for forhandlingerne. Hertil kom, at et bredt flertal i Folketinget helt tilbage i velfærdsforliget havde besluttet, at førtidspensionsfradraget for tjenestemænd skulle hæves, samtidig med at politi, forsvar med flere skulle have hævet den såkaldte lavere pligtige afgangsalder. Disse forhold lagde tilsammen en voldsom dæmper på såvel kreativitet som dynamik i forhandlingerne.

Når jeg lørdag aften på vegne af SKAF, der er forhandlingsfællesskabet mellem Lærernes Centralorganisation og CO10, skrev under på aftalen, skyldes det, at vi trods alt kom ud af forhandlingerne med skindet på næsen - forudsætningerne taget i betragtning. For mig var det afgørende, at vi også i den kommende periode er sikret en parallel lønudvikling i forhold til den private sektor. Kommer der gang i væksten og dermed lønudviklingen i de private virksomheder, har vi sikret, at de statsansatte følger med. Med aftalen får vi endvidere klart modereret de massive forringelser for tjenestemændene, som velfærdsforliget ellers havde lagt op til.

For tjenestemænd, der vælger at gå på førtidspension, træder ændringerne først i kraft i 2019 og omfatter kun tjenestemænd, der er født i 1959 eller senere eller er ansat efter 2007. Vælger man at gå som 62-årig eller senere, er forringelserne i forhold til de gældende regler endvidere minimale. Jeg er overbevist om, at vi havde fået et langt dårligere resultat, hvis vi havde overladt det til Folketinget at lovgive.

Vi har forhandlet under ekstremt vanskelige vilkår. Det bærer resultatet præg af. Jeg vil alligevel klart anbefale de statsansatte at stemme ja. Vi har gjort alt, hvad vi kunne. |

»Vi har forhandlet under ekstremt vanskelige vilkår. Det bærer resultatet præg af. Jeg vil alligevel klart anbefale de statsansatte at stemme ja. Vi har gjort alt, hvad vi kunne«