Stop ydmygelsen, for samfundets skyld

Jeg har blot været lærer i et par år. Så i virkeligheden er jeg mere journalist end lærer. For det andet fag har jeg bevæget mig i gennem 30 år. Og det er min alsidige indsigt i forskellige brancher, der tvinger mig til tastaturet. For nu kan jeg ikke holde min mund længere.

Det var velovervejet, da jeg valgte at blive lærer. Jeg brugte seks år på at undersøge gerningen. Som vikar og som studerende fik jeg en bevidsthed om, at lærerlivet giver mening. Og så var der efterspørgsel. Meritlærere var der brug for. Og vi var mange der sprang fra sikre stillinger ud i en, troede vi, sikker fremtid. Jeg betalte 120.000 kroner af egen lomme for at tage uddannelsen. Og jeg gjorde det med glæde i to år på skånekost. Selvom jeg i specialklassen på vejen blev mødt med: "fuck dig luderso," fik en blyant hakket faretruende nær mit øje, blev truet med massevoldtægt af en forælder og nu har udsigten til at jeg skal lægge ekstra lektioner til en i forvejen alt for overstreget kalender. Så er jeg her "endnu" med glæde.

Jeg har mange gange sagt: "det er et fag, der gør en ydmyg."

"Men hvorfor være ydmyg over for personer der arbejder tre timer om dagen og holder syv ugers ferie, hver sommer," kan kritikeren med rette spørge. Svaret er: "det har jeg ikke oplevet nogen af de steder, jeg har været ansat." Måske findes der nogle personer, der kan gemme sig og loppe sig gennem livet. Men de fleste må mærke presset i teamet, hvor der stilles høje krav til hver kollega. Og hvorfor gå efter laveste fællesnævner? Hvorfor sættes overliggeren ikke højere, så det er dem, der står på tæer, vi rækker op efter? Dem har jeg mødt flest af. Og de er saftsuseme fagligt stolte, velorienterede og dygtige.

På lærerværelset hører jeg sjældent folk fordybet i private samtaler. Enten er vi vagter, ellers har vi i samtale omkring udsatte børn, skolefester, ekskursioner, udveksling af undervisningsfif, materialevalg og ...

Jeg oplever mennesker, der kan balancere i tætte relationer til elever, forældre, lærere, ledere og andre professionelle. De kan lede et klasserum så de fire med diagnoser, de ti med ambitioner og de skoletrætte kan fungere i samme lokale. Og allesammen få noget ud af undervisningen. Det relationelle arbejde er i fokus, og det kræver, at du kan "puste ud" når du har stået i en syvende klasse med 30 både nysgerrige og krævende elever. Det pusterum er derhjemme, på en løbetur eller i en stol, alt efter hvor man restituerer bedst. For det er nødvendigt, hvis du senere på dagen skal udarbejde velkvalificeret undervisning og give velbegrundet feedback og rette i 30 stilehæfter. Og tage tilbage til aftenens forældremøder, skolefest, samtaler, pædagogisk rådsmøde - eller hvad du nu fordriver dine mange sene eftermiddage og aftener med på skolen. Forældre kan jo ikke møde ind, når de selv er på arbejde! Det samme gælder pædagoger, som lærere jo samarbejder med.

Læreren skal/kan tale med måske 60 forskellige forældre med vidt forskelligt syn på, hvad undervisning er. Og de skal/kan samarbejde med kollegaer og ledere og alle de andre som psykologer, sundhedsplejersker, uddannelsesvejleder og så videre. "Hvorfor?" Fordi det er deres job. Og fordi de er hamrende dygtige til deres fag, hvis lige jeg ikke kan pege på. Det er sindssygt krævende at være observant, styrende, vejledende, mæglende, relationsskabende og inspirerende - på samme tid. Hver dag, hver lektion. Hele tiden.

Igennem min uddannelse skrev jeg side op og side ned i pædagogik, psykologi og didaktik om den anerkendende tilgang, inklusion og klasserumsledelse. Omkring effektiv undervisning læste og brugte jeg som kilde den new zealandske forsker, John Hatties resultater af hans meta-meta undersøgelse fra 2009. Den bygger på over 800 metaundersøgelser, der igen tilsammen dækker mere end 50.000 enkelundersøgelser. Resultatet er ikke, at effektiv undervisning er flere lektioner, heldagsskole, kortere forberedelsestid, eller hvad vi nu skal kalde det... Svaret var klokkeklart. Det er læreren, der er essentiel for effektiv undervisning. Ikke nationale test, skolens bygninger, maden, pauser, bøger eller smartboards. Det er læreren.

Så hvorfor udstille denne vigtige person i samfundet i en offentlig gabestok?Hvorfor udsætte dette menneske for hån og spot? Hvorfor skabe mistillid omkring et menneske, som de fleste mennesker overlader deres børn til? Hvorfor føre en kommunikationsform der kun kan føre til misforståelser, vrede og harme. Når jeg hører dygtige, omsorgsfulde, kompetente, ressourcestærke lærere sige på lærerværelset: "Jeg orker ikke al den mistænkeliggørelse. Luften er gået ud af ballonen. Meget har de kunne byde mig, men denne offentlige krænkelse."

Hvorfor skabe denne "dem og os" kultur imod lærerne. Uden at være i dialog? Der er ikke megen girafsprog over denne retorik, og jeg frygter, at ulven kommer og bider sig selv i halen.

Stop ydmygelsen. Perspektivet er et fattigt samfund uden den vigtigste ressource til at bringe vores børn hele ud i en globaliseret verden, der har brug for mennesker, der bliver set, hørt og forstået.

NB! Dette er påbegyndt skrevet kl. 22.30, hvor jeg netop havde afsluttet seks timers rettearbejde af 9. klasses projektopgaver. Så jeg regner med, at jeg har skrevet dette i min fritid. Jeg har for øvrigt indsat et foto fra en af mine skiferier. For jeg holder jo allermest fri.