Stampes mantra

Verden har altid været lige så kompleks og foranderlig, som den er i dag. Til adskillige tider endog mere. Men nu er påstanden om vor verdens kompleksitet blevet et magisk mantra, som bare skal mumles. Og vupti er porten åben for grænseløse tosserier. Det er dette mantra, der messes, når folkeskolelovens fordummelsesideal skal forsvares. Og i Folkeskolen nummer 9 bruger Jørgen Stampe det for at forklare, hvorfor DLF ikke er, hvad DLF bør være, nemlig en fagforening, men absolut skal være alt muligt andet også. Jo, for DLF skal også forsvare fordummelsesprocessen og helst have medlemmerne med på vognen. Verden er jo så kompleks, og kompleksivitet kræver faglig uvidenhed. Det er en ret makaber forestilling. En slags dødedans med lærerne som bedøvede scenefiguranter og børnene som sagesløse ofre. Hvordan kan lærerne dog bringes så vidt? Stampe giver to gode råd. Træk glemselens nådige slør ned over alt det, der mislykkes, og gå søvngængeragtigt videre i ensgørelsens inferno. Og sørg for at være sammen i fællesskaber. For i fællesskabet er det muligt at forvandle meningsløshederne til trivselsfremmende meningsfuldhed. Det er ren psykologi, at fællesskaber er lettere at snyde og bedrage end enkeltindivider. Under folkeskolelovens herredømme er det derfor livsvigtigt, at lærerne altid fungerer i fællesskaber, DLF har sandelig hårdt brug for sit ekstra træben. Viden er magt, proklamerer Stampe. Og den højeste viden i denne verden finder du i en forening, der betragter din løn som simpel minimalistisk uvæsentlighed. Og som i stedet for støtter en folkeskole til udbredelse af faglig uvidenhed. Verden er dog så mærkeligt skruet sammen.

Vagn Madsen

Brønderslev