Sprogforbistring

I Folkeskolen nummer 4 kan man læse en kommentar skrevet af to lektorer. Indholdet er for så vidt udmærket, men jeg morede mig over formen, og jeg kom til at tænke på en revytekst, jeg skrev engang. Den handlede om en forældrekonsultation, hvor læreren talte et fagsprog, som ingen af forældrene forstod en brik af. Det »morsomme« var, at manden lod, som om han forstod det, og snakkede »sagkyndigt« med læreren.

Et par eksempler fra nævnte artikel: »I skolens netværk og team har lærerne mulighed for at udvikle professionel læring samt fremme evnen til problemløsning og risikovillighed i forhold til at afprøve nye metoder og indhold«.

Den må vi vist tage et par gange, inden den siver ind. Kan det gøres lidt mindre snirklet?

Man kan forestille sig, at to lærere A og B mødes:

A: Hej, hvordan går det på jeres skole?

B: Udmærket, men jeg synes nok, vi savner kompetencer for ikke at sige reelle kvalifikationer til gensidig coaching, konflikthåndtering, ledelse af og i team, administrativ opgaveløsning. Men hvordan går det hos jer?

A: Fint, kollegaskabet har fået gevaldig fylde. Ja, det er dejligt at være lærer.

B: Lærer, siger du! Er du ikke klar over, at undersøgelser har vist, at du er professionel dobbeltrelationsarbejder.

A: Det var pokkers! Så skal vi vel have mere i løn.

Ovenstående er ment som en spøg og har ikke til hensigt at nedgøre de to forfattere, men det undrer mig, at man ved læsning af Folkeskolen i højere og højere grad bliver præsenteret for en ganske unødvendig kancellistil. Det lyder måske mere »lærd«, men fremmer ikke klarheden.