Spørgsmålstegn ved demokratiet

Kære Thorkild Thejsen!

Du må undskylde mig, men jeg synes, du snor dig som en ål på en stegepande i din kommentar til Jesper Dues og Jørgen Steen Madsens fremstilling af Lærerpakkens tilblivelse. Flere ganges nærlæsning har ikke gjort mig sikker på, hvad du egentlig mener.

Godt nok erkender du, at hemmelighedskræmmeriet gav et alvorligt demokratiproblem, men du tager ikke afstand fra forløbet. Tværtimod! Du tilslører problemet ved at skrive om uformelle kontakters nødvendighed og – så vidt jeg kan se – gøre arbejdsmarkedsforskernes spørgsmål til dine.

Det er da sikkert rigtigt, at uformelle kontakter kan være nyttige, men der må efter min mening ikke herske den mindste tvivl om, at hovedstyrelsen og medlemmerne er redeligt orienterede, når der skal stemmes om et forhandlingsresultat. Og ved redelig orientering forstår jeg, at den er både korrekt og fuldstændig såvel hvad slutresultatet angår som baggrunden for det.

Hvis medlemmerne føler, at der er blevet manipuleret med dem, opstår der en kløft mellem dem og ledelsen. Jeg ser faktisk en sammenhæng mellem den måde, Lærerpakken blev til på, og de to gange nej ved urafstemningerne i foråret 1995.

En kommentar er vel en uddybende forklaring og en meningstilkendegivelse. Som jeg læser din kommentar i Folkeskolen, nummer 18, er du med til at sætte spørgsmålstegn ved demokratiet i DLF – og i det danske samfund i det hele taget – til fordel for styrke og handlekraft. Det har jeg det skidt med.

Jeg håber derfor, du klart og utvetydigt vil fortælle mig og bladets øvrige læsere, at jeg naturligvis har taget fuldstændig fejl.

Jørgen Pagh Andersen

Københavns Lærerforenings

Pensionistafdeling

Svar:

Al erfaring – og Dues og Madsens forskning – viser, at der skal uformelle kontakter til undervejs, når der forhandles. Men det er selvfølgelig ikke en ret til manipulation, og det må stå helt klart, at medlemmerne skal have så udtømmende og præcise oplysninger som overhovedet muligt, før man stemmer om et slutresultat.

Det er DLF-politikernes ansvar. Og blandt andet også medlemsbladets ansvar. Men jeg tror ikke på, at det er muligt undervejs – mens der forhandles – at give alle oplysninger i fuld offentlighed. Det vil binde forhandlerne, så de kommer hjem med et elendigt resultat. Eller uden resultat.

I min kommentar i nummer 18 forsøgte jeg både at pege på det, som jeg opfatter som nødvendigt, og på svaghederne. Hvis jeg var uklar, skyldes det nok, at jeg ikke kan se, hvordan modsætningen kan opløses. Bandt andet derfor er det nødvendigt med en medlemsdiskussion.

-th