Solidaritet og frihed

De offentligt ansatte er sat på en uriaspost i det modernes afvikling af Velfærdsstaten, når denne anskues i menneskeligt lys. Det startede i 1975, da Finansministeriet ønskede hånd i hanke med udviklingen, og det er eskaleret siden, indtil kulminationen under det corydonske vælde, der skabte reformer, der alene var økonimisk begrundede – med en særlig ørefigen til de udsatte, som er blevet spundet ind i kafkaske systemer, der skal forvaltes af offentligt ansatte.

Folkeskolereformen kan ses som et udslag heraf, og finansieringen skulle lærernes arbejdsvilkår bidrage til, hvilket prinsessen af Grønlands Torv i Aalborg sikrede med sin underskrift på L409.

Alt det kan man begræde, men det er vigtigere at bekæmpe det. Og i den forbindelse erindrer jeg et citat, som står at læse i Lars-Olof Franzéns "De rigtige elskere" (Gyldendal 1985). En kulturradikal teaterkritiker kollapser under en konditur og bliver indlagt. Her ligger han på intensiv med to sygeplejersker om sig. Han er i koma, men hører alt, og de står og taler om private gøremål og altså om alt andet end ham. Og han tænker: "Jeg er i nattens vold. Denne tunnel fører til helvede, den burde skråne mere, dryppe af fugt og mørke, utætte vandrør, erindringer om heste der løber løbsk i en svunden tid. Måtte det snart være overstået, en stormflod vil bryde ind. Halvdelen af det svenske folk kæmper for solidaritet og ufrihed. Den anden halvdel slås for illoyalitet og frihed. Resultatet: Illoyalitet og ufrihed…" (min kursivering).

De samme to politiske kræfter virker hen over midten i dansk politik, og resultatet er blevet det samme. Men i min optik har skolen udviklet sig i perioden fra 1814 til Antorini – godt nok med lidt udsving – med de to positive begreber, solidaritet og frihed, som motorer med lærerne som den primære drivkraft. Vi har formået det, som ikke er lykkedes politisk: at pejle efter både arbejdslivet og livet, og at forene både Grundtvig og Brandes for nu at nævne to af de mange åbenbare modpoler, vi har ladet os inspirere af.

Vi har netop bidraget til en solidaritetspagt med andre offentligt ansatte, og vi kom ikke i mål, men bidrog vist til, at de fik mere end forventet. Og det er lykkedes at få sat lærernes uaftalte arbejdsforhold på den offentlige dagsorden på en positiv måde. Det er Mette Frederiksen, der stå tilbage som dronningen af ufrihed og illoyalitet.

Men vi bør kæmpe for at skolen også i fremtiden har solidaritet og frihed som pejlemærker. Vi bør ikke som Franzéns sygeplejersker tale vores arbejde ned, selv om skolen ligger i koma.

Vi kan imidlertid godt tale vores arbejde op og på samme tid påpege løgnen. Tænk at fx Skanderborgs skolevæsen bygger på konceptet om synlig læring, mens byen på samme tid markedsfører sig som Ole Lund Kirkegaards by. Lille Virgil må vist bede eneogalenestorken om et ekstra kaspersfrø! Så kan han tygge på det, mens lærerne i byen – på trods af deres forvaltning – søger at vise eleverne, at solidaritet og frihed er to sider af samme liv!