Vi har været igennem adskillige fyringsrunder, hvor en del er fredede på forhånd: ledere, tillidsfolk, tjenestemænd og dem, der er sygemeldte eller på barselsorlov. Når det så er overstået, kan de heldige glæde sig over, at de gik fri i denne omgang.
Det er egentlig grotesk, at vi hele tiden lærer vores elever at udvise empati og dele med hinanden, når vi slet ikke gør det samme selv.
På skolerne ser jeg en flok dybt engagerede lærere, som virkelig prøver at drage omsorg for den enkelte elev til gavn for fremtidens samfund. Vi er nu oppe på en klassekvotient omkring 25 elever. Det mener jeg ikke, at vi kan forsvare hverken fagligt eller menneskeligt. En lærer, der har tid til det enkelte barn, kan få afgørende indflydelse på et barns skæbne. Den inspirerende lærer kan hjælpe det enkelte barn til at udnytte sit potentiale bedst muligt i livet efter skolen. En lærer kan også være den, der afværger, at et barn fuldt af muligheder får en ulykkelig fremtid.
Jeg ville ønske, at vi tog sagen mere i egne hænder. At vi ville dele arbejde og løn med hinanden, for der er brug for os alle. Jeg går varmt ind for »skraldemandsløsningen fra Aarhus«, der er lige så forældet som ordet »solidaritet«. På den måde vil vi få mulighed for at løse vores vigtigste opgave ved at give vores børn det bedste af alt: nærvær.
Det er grotesk, at hvis jeg som ikke tjenestemand bliver fyret, så kan jeg ikke engang blive vikar. For vores fagforening accepterer, at helt unge studenter eller husmødre tager vikartimerne frem for de arbejdsløse kolleger, fordi »kommunernes skoler skal spare og ikke har råd til uddannede vikarer«.
Solidaritet – ja tak!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.