COPENHELL! Et veritabelt sammenrend af kutteklædte hævnere, Satans yngel, vestklædte anakronismer og hvad en metal-festival ellers kan mønstre af metal(stereo)typer. Paradoksalt nok nogen af de mest fredsommelige mennesker i verden, men det er Heavy Metal aficionados i nøddeskal: hårde udenpå, bløde indeni. Ja, livet er skønt, når man lufter hornene, svinger garnet eller er på slingrekurs i moshpitten.
Nye mænd og gamle biler
En af de tilbagevendende begivenheder på COPENHELL er Smadreland. En losseplads af biler langt over sidste salgsdato. Hvad andet kan man bruge sådanne til end at, ja, rigtigt gættet: smadre dem, alt imens en DJ på et højtravende podie spiller al din yndlings heavy-metal musik. Du får desuden et valgfrit ”våben” i hånden, og så er det ellers at gå til den på de stakkels sagesløse biler.
”How the hell are ya?”
Dette er mit tredje år her i helvedes forgård, og det er lige sjovt og spektakulært hver gang. Skal man tale om en stærk profil, må man sige, at metal-musikken ligger utrolig godt i svinget udover at have en meget dedikeret fanskare.
Metal-musikken er dog en sand jungle af undergenrer, hvilket til tider kan svært at gabe over. Undertegnede for eksempel står lidt af, når sangeren synger ”rigtigt”. Det skal være ondt, brutalt og nede fra de dybeste dybder af maveregionen, eller hvor den slags nu kommer fra.
Det er det, der gør det så satans lækkert: Der er altid højt til loftet i Smadreland og de tilstødende randstater, uanset hvor man kommer fra, og hvad man tror på. Hornene op og hav en fandens god sommer!
Sol over Smadreland
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.