Socialdemokratiets Lilleskole viser, at mellemtrinnet er det oversete midterbarn i skolen

Der er gode ambitioner i Socialdemokraternes "lilleskole"forslag. Hvem kan være imod mere nærvær og ro i indskolingen, og hvem kan være imod fem milliarder til at ansætte 4.000 flere lærere?

Alligevel er der malurt i mit lærerbæger. Det kommer af de seneste seks år, jeg har været lærer, hvor jeg primært har undervist på mellemtrinnet. Her har jeg været vant til, at der er enormt fokus på indskolingen og den gode skolestart – og en masse fokus på udskolingen, hvor eleverne gerne skal komme videre til en ungdomsuddannelse.

Det er alt sammen godt, for selvfølgelig skal der være fokus på, at vores elever har en god start og god afslutning på deres skoletid. Men lilleskoleforslaget understreger for mig, at vi på mellemtrinnet er folkeskolens oversete midterbarn. Jeg er derfor nødt til at stille socialdemokraterne et grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor vælger I en løsning, der kun gælder én del af skolen?

Pædagogisk chok

Mellemtrinnet er tre år, hvor alting bevæger sig. Identiteten vakler. Venskaber forskydes. Konflikter fylder mere. Fagligheden bliver sværere. Sociale medier presser sig på. Mange går i puberteten. Det er her, fundamentet for resten af skolelivet lægges. Eller slår revner. Alligevel er det her, ressourcerne tynder ud.

Som mellemtrinslærer ser jeg konsekvenserne hver dag. På en helt almindelig tirsdag er det ikke unormalt, at to-tre konflikter er i fuld gang, når jeg og eleverne kommer ind fra frikvarteret. Én elev trækker sig og forsvinder i mængden. En anden har brug for en lærer nu, ikke om tre kvarter. Og så er der alle de andre, som gerne vil i gang med timen. Men der er alt for ofte kun én lærer, mens eleverne i indskolingen har været vant til at være omgivet af flere lærere og skolepædagoger.

Min pointe er, at det allerede nu er en voldsom overgang fra indskoling til mellemtrin for mange elever. Det vil kun blive endnu mere voldsomt med "Lilleskolen", hvor klasser skal lægges sammen og lærerressourcerne blive færre.

Overgangen fra mange voksne hænder i indskolingen til én lærer i et lokale med op til 28 elever er ikke bare en organisatorisk ændring. Det er et pædagogisk chok for mange børn. Når trygheden først opbygges i Lilleskolen for derefter at blive brudt, skaber det ikke kontinuitet. Det skaber usikkerhed. Og usikkerhed er et virkelig dårligt fundament for både trivsel og læring.

Forklædt som forbedring

Lilleskolen kaldes en lille skole i skolen. Men den dækker kun den første tredjedel af børnenes skoletid. Derefter forlader børnene den lille, trygge enhed og træder direkte ind i en virkelighed med større klasser og færre voksne. Socialdemokratiet kalder det en reform. Men Lilleskolen er ikke en helhedsplan for folkeskolen, det er et strukturelt brud forklædt som forbedring.

Hvis ambitionen virkelig er at styrke folkeskolen, skal vi turde tænke i sammenhæng. Ikke kun i begyndelser. Ikke kun i afslutninger. Men gennem hele børnenes skoleliv.

Jeg mener, at socialdemokraterne passende kunne følge op med færre elever i klasserne efter indskolingsårene. Flere lærere på mellemtrinnet. Et reelt løft af forberedelsestiden. Færre strukturelle brud, der igen og igen nulstiller relationer og tryghed for eleverne.

Lilleskolen løser måske noget for de yngste. Men hvis mellemtrinnet endnu en gang må klare sig selv, har vi blot flyttet problemerne nogle år frem og efterladt en central del af folkeskolen i den samme gamle struktur med en ny overskrift.

Folkeskolen er for de mindste. Den er for de ældste. Men den er også for de mellemste. Hvis vi igen glemmer dem, er det ikke børnene, der svigter systemet. Så er det systemet, der svigter børnene.