Social arv – nok en gang

Det er nok påkrævet, før man skrider til testning af vuggebørn, bleanalyser, at forstå et par i øvrigt helt indlysende ting.

Alle mennesker er ikke ens udrustede rent begavelsesmæssigt. Deres sprog vil altid være præget af det stade, hvorpå de befinder sig. Børnene lærer i de første år kun af forældrene - jo svagere forældrene er rent sprogligt, jo svagere vil børnene de facto være stillet. Kun vuggestuer og børnehaver råder lidt bod på det.

Det er noget, som tidligst, og da kun til dels, kan bekæmpes gennem systematisk undervisning. Da begavelse - intelligens om man vil - er endog meget arvelig, vil man forstå det håbløst umulige i at forsøge på at gøre alle børn ens. De intelligente vil alligevel altid have en fordel gennem deres arvede begavelse.

Man vil herefter forstå, at prøvning af treårige er rent penge- og tidsspild. Man kunne undersøge forældrenes sociale stilling. Det kunne gøres langt nemmere og meget billigere blot ved at tage telefonen. Tro mig, resultatet ville blive det samme.

Tidligere fandtes en ret stor »intelligensreserve« - navnlig på steder, hvor skolevæsenet ikke var tidssvarende - i nutiden er det yderst sjældent. Talenterne er fundet.