Smart og billigt

Det foreliggende aftaleforslag kan meget vel gå hen og blive forkastet, og der er også gode grunde nok:

Først i forhandlingerne blev der spildt megen tid på nogle perspektivløse omfordelinger af puljemidler (i størrelsesordenen 100 kroner månedligt per lærer).

Dernæst blev lønnen splittet op i en beskeden grundløn og en række svært beregnelige tillæg, hvis udmøntning beror på den kendte kommunale velvilje og kredsenes styrke.

Endelig blev forberedelsestiden stik mod vedtagne beslutninger savet over i en sikker og en usikker del. 'Den afgørende styrke er, at tiden er garanteret for den enkelte', stod der i lederen i Folkeskolen nummer 9. Uanset om garanten hedder -th, Boye, Winckler eller Nyrup, er der nu nok mange af os, der kommer til at undervise et par lektioner mere om ugen. Det kunne såmænd også være spiseligt, hvis lønnen justeredes tilsvarende. Men det gør den ikke; to-tre ekstra 'kerneydelser' svarer jo til ti procent, og selv med et løsagtigt overslag kommer lønstigningen næppe meget over det halve.

Folkekolen har skrevet, at 'livslønnen er sikret' – 'obligatorisk kvalifikationsløn' – 'undervisertillæg' og tillæg udløst af diplomuddannelse og så videre. Ekstra Bladet har skrevet inspireret om 'et løft på lønskalaen, der er til at få øje på. Hvis den enkelte lærer præsterer noget', og en kæphøj Poul Winkler har nævnt en halv snes procent som en sandsynlig samlet stigning – dog uden at drage inflation og mange års efterslæb med ind i regnestykket.

Tørre tal sætter beskedenheden i lærernes og de øvrige offentligt ansattes lønresultat i relief: Som nyansat lærer fik jeg i 1975 6.137 kroner i månedsløn. Slutlønnen var dengang 8.540 kroner. Man kunne altså se frem til at stige 40 procent over en årræke, hvilket var en opmuntring midt i problemerne med at klare sig med en så ringe startløn. Hvis de tal omregnes via forbrugerprisindekset (61 dengang, 209 i dag), svarer de til henholdsvis 20.500 og 28.500 kroner. I øjeblikket er anciennitetsstigningen indsnævret til 20-25 procent; ikke nogen ubetinget fordel, taget i betragtning at man befinder sig på højeste trin i flest år. Men det vigtigste her er konstateringen, at der hver måned mangler 2.000-6.000 kroner i lønningsposen, og pudsigt nok har denne deroute fundet sted i en periode, hvor vi med to års mellemrum har ladet os overbevise af Jørgen Jensen, Martin Rømer, Jørn Østergaard og Anni Herfort om, at nu var lønløftet her (mon en fra staben kan fremlægge et par typiske reallønskurver og udpege de postulerede hop?).

Tilsyneladende bliver der til os på slutløn blot 600-700 mere om måneden samt – i løbet af den forlængede aftaleperiode – et par andre beskedne justeringer.

Til jer nye lærere er der lidt mere: I får i nogle år gevinst ved at gå over til ny løn for så senere at betale tilbage gennem indplacering på et lavere niveau end i dag. I låner så at sige af jer selv. Smart og billigt – for arbejdsgiveren.

Vi kan næppe vinde en styrkeprøve med vore magtfulde arbejdsgivere. Men kan vi bevare respekt og selvrespekt, hvis vi ikke engang gør forsøget?

Troels Jacobsen

Ganløse