Der har nu gennem 1,5 år været en konstant kritisk tilgang til planerne om at reformere den vidtgående specialundervisning. Der har løbende været problematiserende og kritiske spørgsmål til sammenhængen mellem regeringens mål for børnene og de initiativer og den struktur, der er midlerne til at nå målene.
Den reaktion, vi har mødt fra regeringens og Dansk Folkepartis side, er mildest talt en larmende tavshed afbrudt af få udsagn, der demonstrerede useriøsiteten bag reformen. Er det mon vurderingen, at der ikke er fagligt belæg for at kommentere eller afvise den mangfoldighed af saglig kritik, der har været fremme?
I Folkeskolen har vi diskuteret sagen, men der har ikke været forsvarere for regeringens planer med undtagelse af en enkelt kommunal chef, som har været bestyrelsesmedlem på en skole med specialklasserækker i Næstved og dermed fandt sig specialpædagogisk rustet.
Er vurderingen i regeringen, at kritikken står bedre ukommenteret, da de fleste forsvar vil belyse en useriøs og slatten reform, hvor mål og midler går hver sin vej? Har forvaltningen af specialundervisningen vundet over specialpædagogikken?
DLF's hovedstyrelse har valgt side. Fra en faglig vurdering er det utopisk at tro, at det bliver både bedre og billigere, medmindre kommunerne kan dreje strukturen i den modsatte retning end den, regeringen peger på - at små kommuner selv kan løse opgaven.
DLF vægter den specialfaglige side af debatten frem for den ideologiske, der alene vil reducere i de opgaver, der naturligt ligger i amter/regioner, hvis specialiseringen ønskes bevaret. Den specialisering, regeringen ikke ønsker at bevare.
Er kommunaliseringen af den vidtgående specialundervisning ureflekteret politik eller velovervejet velfærdsreform?
Smagsdommerne tabte til smagløsheden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.