Skrivning som vedhæng

En række henvendelser efter indlægget 'Skrive-læsning' i Folkeskolen nummer 14 tyder på et behov for at diskutere skrivningens betydning for læseindlæringen.

Et hurtigt view ud over dansksystemer til begynderundervisning samt materialer til specialundervisning viser, at færdigheden skrivning ikke er prioriteret særlig højt. Endvidere er det, generelt set, svært at få øje på metoden i systemerne. Man blander ordbilledmetode, stavemetode, lydmetode, tværfagligt emnearbejde i én pærevælling, og skrivning er blot et appendiks i materialerne. Lærebogsforfatterne (måske i samarbejde med forlagene) forsøger at skyde med spredehagl i håb om at ramme så bredt, at uanset om man som lærer går ind for den ene eller anden metode, så tilgodeser systemet - fra en overfladisk betragtning - behovet.

Desuden indeholder bøgerne og arbejdshæfterne en mængde aktiviteter, som mest ligner tidsspilde, hvis målet er at lære at læse og skrive så tidligt som muligt i skoleforløbet. Aktiviteterne kan virke slørende for målet og måske forsinke færdighedsindlæringen, som eleverne i begyndelsen af første klasse er stærkt motiverede for at komme i gang med.

Konsekvensen er da også, at vi i specialundervisningen ser mange elever, som hverken har lært at skrive en sammenbundet håndskrift eller har lært at læse på et rimeligt niveau. Grundfærdighederne skrivning og læsning skal være lært, for at man kan få et fornuftigt udbytte af at arbejde med for eksempel tværfaglige emnearbejder.

Når meget tyder på, at skrivning med sammenbundet skrift i forbindelse med lydering er en væsentlig indlæringskilde til læsning, kan man undre sig over, hvor lidt dette vægtes i dansksystemer til begynderundervisning.

Ib Hedegaard Larsen

København