Skolesyn og almen dannelse

Fra mis-dannelse til almen dannelse.

Kigger jeg mig rundt, det være sig fagblade, aviser, TV på de sociale medier, anno 2018, må jeg stadig ryste på hovedet og tænke – som jeg gjorde for 15 år siden i en artikel til Den frie Lærerskoles 50 års jubilæumsskrift: Hvor længe bliver vi ved med at synes, vi skal opfinde verden hver dag?

Hvornår går vi fra at forske, skrive, udskyde, undskylde og resignere….. til at gøre dét, vi godt ved, gavner, såvel, det enkelte barn – relationen mellem børnene og relationen mellem lærer elev? Hvornår tager vi ansvar for helt konkret at vise vejen?

Nemlig at vores adfærd, måden hvorpå vi får faget, sproget ud af munden på. Efter mening står det ( måden) på 1.pladsen, det er dannelsens 1. skridt.

Når vi barnet i vores møde? Når vi gruppen? som vi, som lærere ”viser underet”… bliver de set – hørt – forstået på en måde, så de lærer af os, hvordan de føler sig taget alvorligt, så de kan give det videre i deres relation med kammerater?

For mig er det LIGE HER, det hele starter: Dannelsen.

Almen dannelse går gennem dig selv.

Erfaringen sige mig, at ovestående kræver SÅ meget af det enkelte menneske, (den enkelte lærer).

Nogen har dette medfødte gen, andre har den lykke, at have fået den omsorg de har brug for som børn og unge i deres familiære relationer, så de er rustet til studievalget. I denne blog Lærergerningen, andre har moslet, bokset sig igennem barndommen for at finde en plads på trods af, at de ikke selv er blevet set, hørt, forstået.

De er også gået på seminariet i håb om at gøre en forskel, gøre det bedre end de blev mødt, da de var børn. Andre har været mønsterbrydere og bliver ildsjæle. For nogle lykkes denne personlige udviklingsproces fremragende, for andre, og det er hele humlen, for andre forbliver den blinde pletter i deres arbejdsliv, som vore børn så betaler prisen for, fordi PROJEKTION bliver lærerens skjold i relationen.

Lyder det svært – komplekst?

Hm måske….

Forenklet sagt:

Så kan vi, ingen af os, give noget videre vi ikke selv har lært, og mærket som noget godt på egen krop, i vores sind og følelsesliv.

Og da slet ikke- hvis vi også i voksenlivet ikke har opdaget, mærket, at vi har savnet at blive taget alvorligt..

Sagt på en anden måde:

Jeg kommer ikke længere med andre, end jeg er med mig selv!

Så vejen fra misdannelse til dannelse går gennem os selv.

God sommer⛱☀️