Skoleskakdagen 2016
På Præstemarkskolen i Søften er Skoleskakdagen fast tradition. Indskoling og mellemtrin spiller på billederne forskellige varianter af skak og dagen sluttes af med diplomer og medaljer. Eleverne der deltager på dagen smiler altid og alle føler det har været en god oplevelse.
I år var et særligt år, da skoleskakpatruljen, der så småt er begyndt at tilbyde skak i pauserne, har været med til at planlægge dagen og også var med til forklare de forskellige skakvarianter der var valgt på dagen. Disse elever er gode rollemodeller og deres engagement er ekstremt vigtigt for at kulturen på skolen fortsætter.
Skak begynder at give mening for både lærere og elever. Man træner en masse sociale kompetencer som at vente på tur, at følge regler og at vinde og tabe med samme sind. Derudover trænes grundlæggende færdigheder som at tænke før man handler, at koncentrere sig, at overskue et bræt der konstant ændrer sig og omstille sig til de mange nye muligheder.
I og med at lærerne får øje på de gode formål begynder de også at blive nysgerrige på hvilke faglige muligheder skak rummer, og det er kun fantasien der sætter grænser. Man kan lave lynskak eller kondiskak som brain brake i matematik, man kan spille spionskak og lave engelskopgaver undervejs, man kan lære om koordinatsystemer når man spiller sænke slagskibe på skakbrættet eller om kombinatorik når man undersøger hvilke muligheder der er for at rykke.
Skoleskakdagen handler om at udbrede interessen og der er både plads til begyndere og øvede.
Tak for et godt arrangement, vi glæder os til næste år.
Skoleskakdagen 2016
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.