Skolens tomme stole

Børns vilkår og EgmontFonden har netop udsendt en rapport om børns fravær i skolen. Rapporten lyser på, at børn som modtager specialundervisning er i den allerstørste fraværsgruppe, men der er en nedtoning af forklaringer på, at netop denne gruppe har højt fravær. https://bornsvilkar.dk/wp-content/uploads/2020/10/Skolefravaars_Rapport_2020_FINAL.pdf

Emnet er komplekst, men der mangler et væsentligt perspektiv, hvis man ønsker at nå hele vejen rundt om sagen.

I de seneste 15 år har inklusionen hærget det vi i gamle dage kaldte specialundervisning. Det var en specialiseret undervisning, som tog udgangspunkt i børns specifikke udfordringer, vanskeligheder og potentialer. Vi indrettede undervisningen til netop de udfordringer børnene havde. Det kunne være skoler for børn med autisme og ADHD, som var specialiserede i børn med eksempelvis normal begavelse, eller moderat begavelse. Det kunne være børn med udviklingshæmning. Børn med Cerepral Parese, ordblinde, børn med mulithandicap, synshæmede og blinde, eller børn med socio-emotionelle vanskeligheder.

Inklusionen har vendt denne tilgang helt på hovedet. I dag er mange af de tidligere specialiserede skoler blevet til skoler, som modtager børn med udfordringer indenfor en langt bredere målgruppe end tidligere, og så må skolen finde på en dyb tallerken af pædagogiske-, psykologiske eller terapeutiske tiltag, som måske kan understøtte barnet. Skolen er ikke valgt på grund af en i forvejen afprøvet specialisering, men fordi skolen skal have knder i butikken.

Ved denne tilgang får vi skoler med børne-målgrupper, som selvsagt ikke har sammenlignelige behov. Der skabes klasser med børn som har så forskellige behov, at elevsammensætningen skaber flere pædagogiske udfordringer end løsninger for den skolens indsats. Dette har jeg i en årrække kaldt for inklusionensmedaljens bagside.

Når vi nu taler om elevers fravær, er jeg ikke i tvivl om, at meget af forklaringen på det stigende fravær hos børn med særlige behov (det kaldte vi denne gruppe tidligere) er, at der ikke tages pædagogisk og strategisk hensyn til netop deres særlige behov. Børn med behov for struktur, genkendelighed og gennemskuelighed i hverdagen, placeres i klasser, som ikke kan rumme disse behov. Nogle steder kan det forklares med, at lærerne ikke har den fornødne specialpædagogiske viden og erfaring, men ofte er forklaringen, at den specialiserede specialundervisning er nedtonet og afspecialiseret af inklusonsdagsordenen.

Der mangler fleksibilitet for at skabe rum til børnene. I dag forstår kommunerne fleksibilitet således, at visitationen skal have en vifte af tilbud hvor børn med vanskeligheder kan placeres - helst indenfor kommunegrænsen. Og derfor er hovedfokus, at specialtilbud skal kunne modtage børn med forskellige og modsatrettede behov, da det letter visitators udfordringerne med at finde egnede tilbud til børnene.

I dette univers kan det ikke komme bag på noget skoleudvalg, eller i nogen kommunal skoleforvaltning, at børn ikke kan honorere kravene om ikke at blive understøttet tilstrækkeligt. Børnene kommer i nogle tilfælde ikke i skole, da de ikke kan. I andre tilfælde står skolen i vejen for et liv på arbejdsmarkedet. Og i stadigt flere tilfælde bidrager børnene til det øgede pres på børne- og ungdomspsykiatriske centre.

Det er ikke altid børnenes og forældrenes skyld, at børn får mere fravær i skolen. Det er også samfundets skyld.