Skolens leder er skolelederen

Læseren må undskylde, hvis overskriften virker selvindlysende, tåbelig eller begge dele på én gang. Men i Dianalund er det ikke selvindlysende, at kommunens skoler ledes af skolelederen!

Ruds-Vedby Skole er havnet i en dybt ulykkelig situation, hvor en elev slog en lærer. Sagen er ulykkelig for alle parter, derfor må en skoleleder selvfølgelig gribe ind med det samme.

Det var da også, hvad skolens leder, Frede Andersen, gjorde. Han kontaktede straks drengens mor og meddelte, at han skulle blive hjemme i fem dage, og at han derefter ville blive henvist til naboskolen. Det virker som det eneste rigtige - både formelt i forhold til, hvad der angives som muligheder i cirkulæret om god orden i skolen, og i forhold til, at livet skal gå videre for alle parter: Skolelederen sender et klart signal om, at det er aldeles uacceptabelt at slå, og overflytningen til en anden skole betyder, at eleven og læreren kan undgå hinanden i fremtiden.

Men sådan spiller klaveret ikke i Dianalund. Drengens forældre ønsker konfrontation, og politikerne kører med derudad og underkender lederen. Drengen skal tilbage til skolen, siger man to gange - og påklistrer nogle besværgelser om, at man sandelig ikke må slå. Det, som kunne være blevet løst principielt og uden voldsom offentlig opmærksomhed, som ikke gavner drengen, er nu endt som en farce og et politisk mediecirkus. Fordi politikerne ikke har villet lade skolelederen være skoleleder.

'Frede Andersen har reageret fuldstændig efter bogen som skoleleder - han har benyttet sig af sine muligheder i henhold til god orden-vejledningen, og jeg ville have gjort det samme som skoleleder', siger forvaltningschefen til Folkeskolen. Og formanden for skolens bestyrelse peger på både principielle og praktiske konsekvenser: Hvis ledelsen får underkendt sine dispositioner, så vil det give usikkerhed i kommende situationer, hvor der bør træffes beslutninger og handles hurtigt. Samtidig frygter bestyrelsesformanden, at det bliver vanskeligt at finde en ny inspektør og en ny viceinspektør, når skolen om et års tid skal slå stillingerne op. Der er ikke mange, der vil søge lederjob, hvor man ikke får lov at lede, forudser han.

Forvaltningschefen, formanden for kulturudvalget og borgmesteren bekræfter alle over for Folkeskolen, at det ikke vil gavne drengen at komme tilbage på skolen. Politikerne mener samtidig, at man kan genoprette samarbejdet og tilliden.

Det bør selvfølgelig ske, men foreløbig har politikerne mest medvirket til at forplumre og forhale sagen. Den oplagte måde at komme videre på er at slå fast, at det selvfølgelig er skolens leder, der leder skolen. Det har sagen fortjent, og det har Frede Andersen fortjent.

Det ville samtidig være et signal, der også ville blive opfanget uden for kommunens grænser, hvis man slog fast, at et 'afgørende element i . . . skoleledelse er viljen og evnen til at ville lede - til at opstille mål, styre processer og træffe beslutninger'.

Det er i øvrigt Kommunernes Landsforenings (KL) officielle politik for fremtidens skoleledelse. Citatet er fra KL's pjece 'Udfordringer for folkeskolen' fra januar.

-th

Sagen kunne være løst uden voldsom offentlig opmærksomhed, men er endt som en farce